|
Pladsen langs Trinitatis kirkes sydside er ikke oprindelig en plads, men en kirkegård.
Kirkegården var blevet taget i brug 1657 og var efterhånden blevet udvidet, så den strakte sig fra Købmagergade langs kirken og videre til Pilestræde eller Springgade, som dette gadestykke hed til 1881
Indholdsfortegnelse:
Kirkegården
I en kort periode, nemlig fra 1798 til 1817, var der boder langs kirkemuren, hvorved kirken skaffede sig en vis indtægt. Boderne fyldte det meste af fortovet mod Købmagergade og Landemærket og blandt de næringsdrivende her var te- og porcelænshandlere, kaffehandlere, hosekræmmere og brød – og melhandlere.
Henvisning til jubilæumsbogen:
Bjørn Westerbeek Dahl,
”Butikkerne i Runde Kirkemur” 1798-1817
Billede: ukendt gengivelse af Eckersbergs tegning fra 1809
Prisen for butikkerne var fra 21 rigsdaler til 35 rigsdaler halvårlig. Boderne var ikke noget kønt syn, og da kirkens skulle restaureres i forbindelse med reformationsjubilæet i 1817, blev boderne skaffet af vejen og muren omkring kirkegården revet ned.
 |
|
Billede th fra Berlingske Tidende 16/3 1960
Langs kirkens sydside gik en sti fra Købmagergade ud i Pilestræde. På den farvelagte stregtegning fra 1860 ses den befærdede sti, og på det gamle foto taget fra præstegårdens vindue ses resterne af stien før den forsvandt omkring 1970erne, da sidste del af de gamle huse blev revet ned, Pilestræde blev rykket mod vest og Gutenberghus blev opført.
Som begravelsesplads blev kirkegården nedlagt i 1851, hvor det blev forbudt i fremtiden at nedsætte lig i de indenbys kirkegårde.
 |
| På et tidspunkt blev de østlige dele af kirkegården solgt, og her opførtes bl.a. i 1876-77 den Hambroske badeanstalt, som blev revet ned i 1970. Den blev finansieret med betydelige tilskud fra den velhavende bankier, baron Carl Joachim Hambro. Han var født i København i 1807, men bosatte sig i London, hvor han grundlagde sin bankierforretning. |
 |
Henvisning til jubilæumsbogen:
Nete Balslev Wingender,
Den hambroeske bade- og vaskeanstalt
på Trinitatis Kirkeplads 1877-1918
Billede fra ca. 1903 Hambroeske badeanstalt, Bymuseet.
Bygningen havde indgang til ”herrebade” fra kirkepladsen og til ”damebade” fra Pilestræde. Desuden var der i en sidebygning vaskeanstalt og strygestue, samt en legestue for børn, hvis mødre var i gang med vasketøjet.
|
|
|
Præstebolig foto 2003
|
Den Hambroeske Bade-anstalt blev revet ned i starten af 1960'erne, hvorved der blev udsigt til de gamle huse i Pilestræde, som endelig blev saneret bort i 1969. Hvor badeanstalten lå, ligger i dag Trinitatis kirkes sognehus, som blev taget i brug september 1983. |
|
Huset er tegnet af arkitekterne Inger og Johannes Exner. Sognehuset rummer en stor menighedssal i stueetagen, kontorer på 1. sal samt garderobe og magasin i kælderen.
 |
 |
Huset er en bygning af ganske særegn karakter med mange originale detaljer. Bl.a. har det buede tagforløb til hensigt at tilsløre et ubehageligt linieforløb, som ville opstå mellem sognehusets taglinie og de vandrette linier i Guttenberghusfacaden bagved, fordi disse bygninger ikke ligger parallelt. Særlig vellykket er også landskabsarkitekt Sven-Ingvar Anderssons trappeanlæg fra kirkepladsens til sognehusets indgangsparti mod Pilestræde. Ved dette vigtige arkitektoniske indgreb blev også en nyanvendelse af de gamle konsolsten fra Rundetaarn tænkt med.
Konsolstenene er placeret, så forbipasserende kan sætte sig og få en lille hvilepause. Ved restaureringen af tårnets top i 1980-81 blev de gamle konsolsten, som har båret Caspar Finckes berømte jerngitter, udskiftet, og det viste sig, at de 24 konsoller ikke var lige gamle. De ældste var fra Chr. IV.´s tid, fra tårnets opførelse i 1641, men der var også konsoller fra senere perioder, fra 1600-tallet, 1700-tallet og 1800-tallet. Stenene fortæller altså, at tårnet er mere ombygget end man tidligere har været opmærksom på. Konsollerne er af sandsten undtagen en enkelt, som er af Gellebækmarmor fra Norge. Denne konsol kan være udført af byggemateriale til Chr.IV´s berømte og fantastiske kirke, Sct. Anna Rotunde, som desværre aldrig blev fuldført, og som til sidst blev brugt som stenbrud.
 |
Konsolstenene blev placeret på kirkepladsen efter restaureringen i 1980-81 og i 1986 fik billedhuggeren Eigil Westergaard til opgave at foretage en skulpturel udhugning i nogle af stenene.
|
Kunstneren valgte at gå nænsomt til værks, så den oprindelige form videst muligt blev bevaret. Temaet i udhugningen er dyr og fugle, der færdes i og omkring Rundetaarn. Marmorbænken, tæt på Købmagergade, viser store frøer med unger. En sandstenssøjle, også mod Købmagergade, viser en ugle i et træ og en ugle på rov. En anden sandstensbænk viser en ræv med skræmte fugle, og endelig viser en sandstenssøjle store katte der holder rotterne på plads |
 |
 |
Som ovenfor beskrevet, fungerer den gamle kirkegård i dag først og fremmest som en stille plads i byen. Der er dog synlige rester af den gamle kirkegård i anlægget bag kirkens østlige ende. En renovering af anlægget blev i 2002 bekostet af Augustinusfonden og udført efter tegninger af landskabsarkitekt Jeppe Aagaard Andersen. I den forbindelse blev et par af kirkegårdens gamle gravsten flyttet en smule. Inden for det jerngitter, der omkranser det lille anlæg, findes forskellige gravsten og mindesmærker. |
En liggesten ud mod Landemærket vendt mod præsteboligen er en nøjagtig kopi af en ældre mindesten, sat over tobaksfabriquer Christian Augustinus(1750-1808), hans første hustru Lovine Augustinus f. Winther (1759-1788) deres datter Anne Elisabeth Augustinus 1783-1805) og to spæde børn af hans andet ægteskab, som han indgik med Birgitte Marie Beenfeldt. Originalstenen, der var slemt forvitret, og som i en lang årrække lå langs kirkens sydmur, ligger nu under den nye kopi
To andre liggesten findes i anlægget vendt mod kirkepladsens sydside. Disse sten er mindesten over digteren Herman Wessel (1742-1785) og skjalden Johannes Ewald (1743-1781). Overfladen på stenen over Ewald blev i 1905 afslebet og indskriften gjort tydeligere. Initiativet til dette blev taget af Selskabet for Historie, Litteratur og Kunst. Ved omlægningen af kirkepladsen i 1929 blev en tilsvarende flad gravsten udfærdiget over Wessel og langt ved siden af Ewalds grav skønt der allerede fandtes et gravminde over Wessel. Dette gravminde (billede th) som stadig har sin plads i anlægget var i 1863 blevet opsat af selskabet til Wessels Minde. Den originale sten fra Wessels død har efter en tid lang at have stået hos stenhuggeren, siden i en privat have på Frederiksberg, nu fundet sit blivende sted i Det norske Selskabs hus i Akersgaten i Oslo
Tre andre originale gravsten er bevaret i anlægget. Stenene er sat over Hurtigkarl, Meller og Hornsyld. Under det store Lindetræ står en af disse gravsten (Billede th). På forsiden er indsat en hvid marmortavle med indskrift. Stenen er sat over brødrene Rasmus og Peder Meller, der var købmænd på Island, og som efterlod deres formue til deres søster Birgitte Meller, der har ladet stenen rejse og efter indskriften også skulle ligge i graven. Der er intet årstal på stenen, men den længstlevende af brødrene døde i 1805, og gravmælet er efter stilen at dømme, rejst kort efter.
 |
(til venstre) Midt for koret står en stele af grå sandsten, sat af universitetet over juridisk professor Frederik Theodor Hurtigkarl (1763-1829). Under den latinske indskrift er der en vægt (retfærdighedens symbol) og en opslået bog, omkranset af en egekrans. (til højre) Den sidste af de tre sten er rejst over præsten Jens Hornsyld (1757) og hans hustru Lovise hornsyld (1765-1833). Hornsyld havde været sognepræst i Assens, og da han blev pensioneret, kom han til København, hvor han på opfordring prædikede i mange af byens kirker, altid for en meget stor forsamling. Hornsyld var en af Grundtvigs oprigtige venner, og han kom også meget i hjemmet hos Søren Kirkegaards familie, hvilket først og fremmest skyldtes, at de var i slægt med hinanden |
Mindesmærker i sydmuren
På korets sydøstre mur ved anlægget står et ejendommeligt gravmæle, der i formen nærmest minder om et gotisk alterskab. Gravmælet, der står på sin oprindelige plads, er sat over glarmester Christopher Hauschildt (1749-1834). Hauschild havde ved testamentarisk gave muliggjort en større restaurering af kirken, der fandt sted i 1834-35. Ved den lejlighed blev de to skriftestole i kirken bygget. I den søndre skriftestol, hvor kirketjeneren i dag har kontor, er opsat en minderude, som Hauschildt har udført i 1779; muligvis er det hans mesterstykke.
 |
(Tv) I kormuren under vinduet er opsat to hvide marmortavler. De er sat over kirkens sognepræst Lorenz Nicolai Fallesen (1757-1824) og hans søn professor Ludvig Sophus Fallesen (1807-1840) |
| (Th) Mellem vinduet og støttepillen er indmuret en stor gravsten af ølandskalk. Stenen er sat til minde om Claudi Rosset (1687-1767), hans kone der døde i en alder af 42 år, syv tidligere døde børn, og hans mor, Louise Blumeier Rosset, der døde 101 år gammel. Louise Rosset havde en butik i Købmagergade, nuværende nr. 15, hvor hun handlede med porcelæn, sukker, kaffe, te og meget andet. Holberg har nævnt hende i komedien Barselsstuen som Lovise, der forsynede Else Skolemesters med snustobak. Den nuværende sten er en kopi. Originalen er opstillet i gården til Medicinsk-historisk museum til minde om Rosset, fordi han støttede pesthuset, som hørte under Københavns fattigvæsen. Pesthuset optog både fattige syge og sindssyge og Claudi Rosset testamenterede til sidst sin betydelige formue dertil. | |
Går vi fra anlægget langs sydmuren finder vi seks gravsten, der tidligere har dækket grave på kirkegården. Den første er en meget medtaget rød neksøsandsten, der har ligget over Gunhild Fogh (1752-1783) og hendes mand Børge Fogh (1744-1798), der var hørkræmmer på kulvtorvet.
Derefter nok en rød neksøsandsten med hjørnerosetter af hvidt marmor. Under stenen har hvilet Else Thomas Datter Bloch (1715-1789) og hendes broder, ”Borgere og Møllere her i Staden” Mads Thomsen Bloch (1723-1793). Desuden har graven rummet Mette Iensdatter Hamrum (1735-1808), der ”levede 3½Aar i første Ægteskab med Edskel Thomsen Bloch og i andet 40½ Aar med Nikolay Nissen, begge Borgere og Møllere her i Staden”.
Tredje gravsten er en lysgrå gotlandsk kalksten med de fire evangelistsymboler i hjørnet. Øverst til venstre er det Lukas og oksen, til højre er det Markus med Løven. Nederst til venstre er det Matthæus med en engel, og nederst til højre er det Johannes og ørnen. Stenen er lagt over borger og brændevinsbrænder Morten Knudsen Gebauer (1703-1770), Jens Christian Møller, 4 år gammel, og formentlig hans fader Eilert Andersen Møller (1723-1773), der også var brændevinsbrænder; desuden over Lucia Gebauer f. Lind (1693-1777) og ”Oletorup død den 7: Iannarius 1782”.
 |
Der efter følger en sten, der forneden er ornamenteret med en hestesko, grovsmedenes mærke. Det var da også to smedemestre, der hvilede under stenen. Iohan Frederick Ostersen, der døde 1747, 51 år gammel, og grovsmedemester Søren Iensen (1724-1797). De havde begge haft smedegård i Landemærket. På kirkemuren har Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i 1973 ladet opsætte en bronzeplade til minde om filosoffen og sprogfornyeren Friederich Christian Eilschov (1725-1750), der ”var den første i Danmark som talte dyrenes sag”. Han døde som offer for en koppeepidemi og blev begravet på Trinitatis kirkegård.
|
Længst henne mod Rundetaarn ligger endnu to sten. Den første af marmor har ligget over Catharina Dorethea Ruch f. Gram (1713-1793), der var enke efter en tobakspinder, og en ugift datter Maria Ruch (1746-1808) De havde bopæl på kultorvet
Den sidste af liggestenene er egentlig en rød sandsten, som i tidens løb er blevet sort. Stenen fortæller at graven har rummet ”Tobacks Fabriquer” Iohan Charl Boch (1750-1805) og hans to hustruer: Frideriche-Lovise Braads-datter (1752-1786) og hendes to sønner og tre døtre og Sofie Elisabeth Bock f. Vinther, død 1802, og seks tidligere døde børn, som hun var mor til. Bock boede på hjørnet af Pilestræde og Sværtegade.
Ved Rundetaarn mod Købmagergade står endnu et mindemærke Ewald og Wessel. Det blev rejst i 1879 rejst som et fælles mindesmærke over de to. Det bærer på forsiden to portrætmedaljoner i bronze af de to digtere og ovenpå to bronze-genier, der ved deres holdning og udstyr skal karakterisere henholdsvis Wessel og Ewald, som de er anbragt over. Bronzearbejderne skyldes Otto Evens (1826-1895), mens stenhuggerarbejdet er udført af Niels Herman Bondrop (1834-1889
Ved muren op ad Rundetaarn, står på en sokkel en buste i syenit af Tyge Brahe. Den er udført i 1914 af Siegfried Wagner (1874-1952) og opstillet her i 1932. Det var naturligt at hædre Tyge Brahe ved et mindesmærke på dette sted. Hans verdensberømte videnskabelige indsats som astronom var baggrunden for tanken om observatoriet på Rundetaarn, som hans elev Christian Longomontanus indrettede
