Dansk Folkemuseum er nu
tilgængeligt for Publikum i sit midlertidige Lokale,
Vesterbrogade 3, anden Etage. Redaktionen af Illustreret
Tidende har anmodet mig om at skrive et Par Ord om Museet,
og det kan vel i den Anledning være passende at fortælle
lidt om dets Tilblivelse og Fremtidsudsigter.
Ideen til Folkemuseerne er
undfanget af Dr. Hazelius i Stockholm. Han fortalte mig i
Paris 1878, at den Gang var hans Nordiske Museum syv Aar
gammelt; det har altsaa nu henved en halv Menneskealder paa
Bagen. Pariserudstillingen var hans første store Skridt ud i
den vide Verden. Han fyldte en af Trocaderopaladsets
Hjørnepavilloner med Interiører fra Lapland og Sverig,; med
talrige Figurer i Folkedragter og med Masser af
Brugsgjenstande. Indtrykket var særdeles ejendommeligt og
skilte sig skarpt og klart ud fra det, den øvrige Udstilling
gjorde ved sine Op- dyngninger af kunstindustrielle
Vidundere og Unyttigheder, fabrikerede for Dagen og
værdiløse, naar den var forbi. Man følte, at man her stod
overfor noget nyt, et Gjennembrud af en ny Museumstanke
vedrørende Samfundslag, hvis Liv og Færd hidtil havde været upaaagtede af den traditionelle og officielle Opfattelse
af, hvad der har Betydning i videnskabelig og
kulturhistorisk Henseende. Der var tillige at spore et
artistisk Greb i Arrangementet - Theatermaler Ahlgrenson var
den professionelle Arrangør -, en moden Forstaaelse af,
hvorledes man skal gribe Massernes Opmærksomhed og bane
Vejen til Forstaaelse af Formaalet. Samtidig var i Trocadero
fra Finland udstillet Interiører med Scener af Folkelivet
der, efter samme Princip som i de svenske Opstillinger.
Men Finland og Sverig var
ikke ene om. Methoden. Hollænderne havde enten af egen
Opfindelse eller belærte ved Hazelii Deltagelse i
tidligere internationale Udstillinger ordnet sig et eget
lille Folkemuseum afvigende fra det svenske og finske.
Medens disse fremstille Interiørerne i mindre Rum, hvis
fjerde Side er aaben ud mod Publikum, altsaa saaledes som
det gjøres i Voxkabinetterne, der i flere Henseender har
været Hazelii Forbilleder, havde Hollænderne her en hel
Stue, i hvilken man kunde gaa ind. Hver enkelt Ting var
tagen ud af gamle Huse og stod paa sin rette Plads.
Virkningen var i Modsætningen til den svenske Maner
gribende, og fra det Øjeblik, jeg traadte ind i denne gamle
Stue, hvor der var som i en anden Verden, fjærnt i Tid og
Rum fra den mylrende, moderne Nutidsexposition, var det mig
klart, at saaledes burde et Folkemuseum ordnes. Aaret efter
faldt der som »fra Himlen ned« en Lejlighed til at prøve
vore Kræfter i denne ny Retning og samtidig gjøre en gammel
Forsømmelse god. Det var den kunstindustrielle Udstilling,
som »Fremtiden« og Industriforeningen i Fællig ordnede i
den forhenværende Udstillingsbygning. Museumsdirektøren,
Kammerherre Worsaae, med hvem jeg havde talt om et dansk
Folkemuseum, greb med sin aldrig svigtende Interesse for
vore Minder og for det ny Blod, der andetsteds fra var gydt
i de nedarvede Museumsmethoder, resolut Øjeblikket og fik af
Komiteen Lov til, at Forsøget gjordes med, et Par Interiører
(Sjælland, Amager, Bornholm). Hvorledes Udfaldet blev, vil
sagtens mindes af mange, og Landbostandens Afdeling, som jeg
efter Opfordring samlede og opstillede i faa Maaneder, blev
Spiren til det Museum, jeg senere har samlet og ordnet, og
som nu er blev aabnet.
Gjenvordigheder var der
nok af i de følgende Aar. Pengene var sparsomme, og mange
Steder, hvor jeg kom bedende om Bidrag; blev jeg fejet af
med den Oplysning, at private Bestræbelser kunde ikke
paaregne Understøttelse. Særlig ihærdig i at nægte sig
hjemme har det Classenske Fideikommis været, skjønt dog
Museets Plan med lidt god Vilje nok kunde passes ind under
forskjellige af de Øjemed, Stiftelsen har sat sig.
Reiersenske Fond, Letterstedske Forening, senere
Raben-Levetzows Fond har derimod efter Evne bidraget med
mindre Summer, som af og til bragte mig lidt Husvalelse
under min Møje med at holde Sagen gaaende ved egne private
Midler.
En Gang, da jeg var nær
ved at opgive det hele, traadte afdøde Redaktør Topsøe til
og bragte ved sin ejendommelig æggende Natur nyt Humør til
Veje. Der var noget af en Picador ved ham, og han kunde lige
saa godt faa Gænge i Tingene ved at gjøre Folk arrige som
fed at tale godt for dem. En Komite blev dannet med
Kammerherre Worsaae i Spidsen, og da nu engang et
Foretagende, som ledes af en halv Snes private Mænd, ikke er
nær saa privat, som naar en privat Mand har med det at gjøre,
blev der udstedt Opraab til at yde Bidrag til Museet. Der
kom i alt benved 7.000 Kroner (et Aar senere 10.000 Kroner)
ind - alt fra Kjøbenhavn, ikke en Hvid fra Landet, fra den
Stand, hvis Fortid Museet særlig skulde værne om. Der blev
heller ikke ved denne Lejlighed tilført noget synderligt i skjænkede Gjenstande.
Da saaledes Forventningen
om strax at faa et godt Grundlag for Museet i Penge og
Gjenstande glippede, henvendte man sig til Regeringen om
en Understøttelse af 50,000 Kroner. Rigsdagen bevilgede
10,000 `for første Finansaar, men allerede det tredje Aar
blev denne Hjælp nedsat tit 5,000.
Dertil kom saa, at en
Kommission forbød Museet at være længere i sit gamle
Magasinlokale paa Trinitatis Kirkeloft[1].
Da man altsaa paa en Gang var hjemløs og næsten penge-løs,
foreslog jeg, styrket ved denne Modgang - hvad der hemmer,
det fremmer - at leje anden Etage i Bygningen paa
Vesterbrogade 3, som den Gang var under Opførelse, for 6,400
Kroner*). Vovestykket lykkedes. Thomas Nielsen, som var
indtraadt i Komiteen ved Baron Bill Bille-Brahes Død, talte
vor Sag i Finansudvalget, og der blev atter bevilget den
tidligere Sum. Ved Hjælp af denne og ved at gjøre Gjæld er
Museet nu bjærget igjennem og er blevet Offentlighedens
Ejendom.
Hvad der nu staar deroppe,
har i alt kostet omtrent 50,000 Kroner eller noget under den
Sum, som oprindelig blev anset for nødvendig. At dette
Arbejde har kunnet gjøres færdigt i Løbet af halvsjette Aar,
vil vist forundre, naar man ser, hvor mange Ting der er
bragte sammen, og hvor kostbar Opstillingen er for
Interiørernes Vedkommende. Det har kun været gjørligt ved
store private Opofrelser, ved Gaver i Gjenstande, Tid og
Arbejde, ved trofast Medvirken af alle dem, der i den Tid
har haft med Museet at gjøre.
Spørges der om, hvad
Museets Skæbne vil blive, da kan der svares, at da det
allerede i den Sympathi, det har mødt ved sin Fremkomst, har
vist sig livskraftigt, vil det nok kunne se Fremtiden i Møde
med Tryghed. At det ikke kan blive ret længe i sit nuværende
indskrænkede Hjem, hvor der end ikke er Rum til at opstille
alt, hvad det ejer, endsige til Udvidelser, maa betragtes
som givet. Hvorledes der kan raades Bod paa dette, skaffes
andet Lokale, andre Ressourcer, vil det imidlertid blive for
vidtløftigt at udvikle her, og jeg skal med Redaktionens
Tilladelse opsætte dette til en senere Lejlighed.
Bernhard Olsen
