Trinitatis
søndag 1776. Johannes 3,1-16.
Du har højligen
benaadet os, evige og alvise i alt hvad vi sige om Dig ubegribelige
Gud! At du med Naade og Sandhed har nedladt Dig at aabenbare
himmeligheder som skulle føre os til det evige Liv. Hvilken Lærer
fra Gud os sendt, kunde saaledes som du Herre Jesu! Antage sig os
med Lys og ufejlbar Veiledelse, igennem alle de Mørkheder og Dødens
Skygger vi uden dig havde maattet sidde i og fortvivle, eller vandre
og falde i Fordærvelse. Tilbedet og takket, højlovet og adlydet,
blive os dit Læreembede Guds Søn! At du fra din Fader udgangen, af
hans evige Viiidom har aabenbaret os hvad der skulde tiene til vor
evige Salighed. Ak at dine Sandheder maatte altid blive os Guds
Visdoms og Guds Herligheds Aabenbarelse! Opløfte vor Begreb, vor
Sands, og vor Siels Smag til dine Himlenssandheder! Kan vor Fornuft
ikke fatte dem, saa lad os i vor daglige Bedrelse erfare deres
Nytte, og i deres Lydighed bringes igennem denne Verden, til det
Liv, det Gode og Herlighed, som intet Øie har seet og intet Øre har
hørt.
Hvad for Troe,
og Lærvillighed, og ydmyg Hengivenhed til al Guds Aabenbarings
Ledsagelse, Jesus Christus havde Ret at fordre af dem, som hørte
ham, det sagde han med de Ord efter vort Evangelium; vi tale det vi
vide, og vidne om det vi have seet. – Naar I ikke troe hvad jeg
siger eder om jordiske Ting (som det om Menneskets Bedrelse og
Gienfødelse her i Livet) hvorledes vilde I troe, hvis jeg talede om
himmelske Ting? Og det sømmede mig at tale om det jeg veed og
kiender, thi ingen ellers kunde stige til Himlen, og didfra
nedbringe Himlens Hemmeligheder, uden den der som jeg har hiemme i
Himlen. Det Jesus med en Slags Bebreidelse siger til Nicodemus,
kunne vi efter det vi kiende ham, omvende til en Slutning hvorledes
os bør antage ham for en Lærer fra Gud kommen; ”hvis han havde talet
de Himlens, Guds Herligheds og evige Visdoms, Hemmeligheder, i
hvilken han efter sit allerhøiste Samfund med Faderes er deelagtig,
og vi der havde maattet troe ham, da han underviser os om de
Sandheder til vor Saliggørelse, hvilke her i vort jordiske Levnet
skal kiendes og erfares i deres guddommelige Værdighed og Nytte?”
Naar vi vel
forstaae denne Tankes Sammenhæng, og troelig holde samme i
Erindring; saa skal baade vor Forstand og Hierte finde Vished og
Rolighed i vore Troeslærdomme hvilke vi ikke kan andet end bekiende
at være Hemmeligheder. Vi ville da efter denne Anledning betragte:
Hvorledes vor
Troe skal forstaae og forholde sig derefter, at vi skal kalde Jesus
en Lærer, kommen fra Gud.
1)
Jesus kunde, fra Himlen ned, have anbefalet os langt høiere og
ubegribeligere hemmeligheder, end vor Salighedslære indeholder.
2)
Derfor maae det, han har sagt os og vi ikke forstaae, antages paa
hans ord, og opløfte vor Troe over vor jordiske Fornufts Begreb.
1.
Vi, som kiende
Jesus af hans underfulde Fødsel, af hans guddommelige Levnet og
herlige Gierninger, i hvilke han viiste Guds egenskaber i sin Haand
og frie Villlie, af hans herlige Levnets Fuldendelse med
Opstandelsen og Bortgangen til Himlen, vi maae i en langt høiere
Meening end Nicodemus, kalde og ansee ham for en Lærer, kommen fra
Gud. Vi vide og bekiende dette om ham efter Evangelistens
Undervisning Joh. 1,14-18. Ordet (som fra Evighed havde været hos
Gud, og var Gud selv, ved hvilke alle Ting ere skabte v. 1-3) blev
Kiød og boede iblandt os. Ingen har nogensinde seet Gud, men den
eenbaarne Søn som er i faderens Skiød, har aabenbaret det. Nu denne
Lærer paa denne Maade af Gud kommen, hvad havde han kunnet byde vor
Forstand at annamme paa hans Ord? Hvad er alt menneskelig Begreb og
Nemme, hvor fattig, hvor unem til at finde sig i de Ting han kunde
have talt? Vi som ere af Jorden, tale og sande alene jordiske alle;
og vidner hvad han har seet, og har hørt Joh. 3,31 f. lad os heraf
skiønne, hvor dybt al menneskelig Fornuft maae bøie sig for disse
himlens Lærdomme, hvilke Jesus med Vished og guddommelg Myndighed
kunde have givet os. Havde det behaget ham at aabenbare os
Guddommen, og foreskrive os flere Troessandheder, hvormed et
allerhøiste Væsen, den uendelige skaber og Herre skulde efter sin
egentlige Natur nævnes og tilbedes af os; mon da vel vor
menneskelige Sprog skulde have Ord, Navne, eller Lignelser at det
kunde forstaaes af os? Det indseer enhver at denne Slags
hemmeligheder ikke kunde være for os; deres egentlige Beskaffenhed
maae blive inden for Guddommens Skiød. Kun saameget som til vor egen
Frelse og Bedrelse kunde gavne os at vide, vilde han forklare os om
Gud.
Men hvad kunde
vi tænke om Guds Hensigter dem han fra Evighed har betænkt, efter
hvilke han har frembragt af Intet sine Skabninger som i Himlen og
paa Jorden ere uden Tal og Ende; Guds Hensigter som strække sig i
Længden ud i alle tiders Tider, og gaae langt over dette Liv ind i
Evigheden? Jesus Christus i hvilken af Guddommens Fylde (den fulde
Guds Majestæt) boede, som havde fra Evighed, før nogen Tings
Skabelse, været i det guddommelige Visdommens Raad og var betroet
alle dets Beslutninger Koloss. 1,16-19. Hvor meget mere var i hans
Forstand end os kunde vedkomme at vide? Men hvad der virkelig kunde
være vor Troe og Tillid, vor Gudfrygtighed, og vor Dyd angelegen at
vide, nemlig om de guddommelige Hensigter, med de fornuftige
aandelige Væsener som vi Mennesker ere? Hvad for en Orden Gud har
beskikket for dem til at opnaae deres fuldkomne Lyksalighed; hvad
for prøvelser og Forandringer inden de naae deres Bestemmelse, de
maae gaae igennem? – Endnu langt ængsteligere Spørgsmaal, hvad med
de Skabninger, som have misbrugt, og endnu mangfoldig misbruge deres
Fornuft og frie Villie; og ere faldne ud af den for dem beskikkede
Orden? O! det har ingen af os her paa Jorden levende Mennesker
Forstand paa, at indsee og kiende de store og langt ud sig
strækkende Følger, som Synden drager efter sig, og giør de ulydige
og fra Guds Orden veegne Skabninger ulykkelige. Deres herligste
Evner, aandelig og legemlig Sundhed, og Uskyldighed forkrænked, alle
de forunderlige, ypperlige og velgiørende Guds Veie, de skulde føres
fra Under til Under, fra Dyd til Dyd, fra Salighed til Salighed,
forstyrrede, blandede og fyldte med Elændighed. Evighed af herlighed
og Lyksaligheder, omskiftet til Evighed af Skændsel og Jammer. – Gud
har nu ikke vildet lade det Onde gaae saaledes sin fordærvelige
Gang; men hvad meene vi vel dertil at udfordres, at saadan
Omskiftelse blev indført; at i steden for Synden og Døden, som var
trængt igennem til alle mennesker, nu Retfærdighed og Livet som Guds
frie Raades Gave kunde skienkes alle? Rom. 5,12-18. 6,53. ;Man
betænke nu; disse Guds Naadesindretninger, disse Hemmeligheder for
os, som førend vi vare i Evigheden ere besluttede, og i Tidernes
Fylde ere udførte, dem har Jesus Christus som sig betroede at vide
og udføre, bragt til Verden. Hvor utallige Ting og Beskrivelser, og
Fortællinger som han kunde have talet om, har han maattet holde
tilbage, Ting af himlen, som vare os her paa Jorden for høie og
aldeles ufattelige? Kun hvad der af Guds betænkte Raadslutninger
skulde skee her paa jorden, kun hvad der udfordredes for at give
Menneskene Troe paa Guds underfulde Barmhjertighed, det lærte han.
”Ligesom Moses i Ørkenen ophøiede (ophængte) en Slange, saa skal
menneskens Søn ophøies, paa det at hver som troer paa ham ikke skal
fortabes, men have evigt Liv; thi saa elskte Gud Verden..
2.
Denne
betragtning over de himlens Lærdomme Jesus kunde have bragt os
herned, skal giøre os vore religionslærdomme ret ærværdige, og
synderlig under dette navn, at de ere, og ikke kan andet end være
hemmeligheder. Vi maae heraf ei alene giøre denne Slutning; at hvad
Jesus har sagt det maae af os (enddog vi ikke fatte det,) antages
paa hans Ord; men vi maae deraf lære den værdige Naade at tage imod
og at giemme saa høie og dyrebare himlens Hemmeligheder; vi maae
opløfte vor Siel til denne høie og herlige Guds Raads Annammelse og
Tilegnelse.
Det er lidet,
dersom vi endelig blues og undertrykker den verdslige Fornufts
Frækhed, og lade det gielde for Sandhed, hvad Gud paa saa unegtelig
Maade har ladet Verden kiende som hans aabenbarede barmhjertighed,
Naade for dem som troe, og Fordømmelse over dem som foragte hans
Aabenbarelse og Tilbud. Endnu dette er vantroe, naar vi med et til
Jorden lænked Sind, holde os tilbage fra at attraae de høie og
himmelske Ting, som jesus har forhvervet, forkyndet, og tilbudt os.
Vi maae opløfte
os til den saa underfulde Guds Herligheds og milde
Menneskekierligheds Samfund. Er vor Gud saa ubegribelig i sin evige
Visdom, Almagt og herlighed, og i hans Herskab over sine uden Tal
mangfoldige Skabninger; saa har han dog ikke desmindre kaldet os til
det allerhøiste Fortrin at være hans Børn og elskes af ham; han
endskiønt Synden gjort saa ulyksaligt Skilsmisse imellem vor Gud og
os, saa skal endda hans Hellighed og Retfærdighed være forenet og
forligt med hans Kierlighed og Redebonhed, at benaade de Uværdige.
Det er et Under for vore Øine, men saaledes ere vi kaldede til vor
Guds, den Uendeliges, den Allerhelligstes, den for de uforbedrede
Synderes onde Samvittighed forfærdelige Dommers, til hans Samfund. 1
Joh.1,3-7. Vor troe paa denne guddommelige Indbydelse, fordrer af os
høi Talemaade, en baade lydig og frimodig Nærmelse med vor Siel til
Gud. At tiltale ham i den daglige uskrømtede og udulgte Bøn, at
tilegne os hans tilbudte Forladelse og Benaadelse, at kalde ham i
Jesu Kristi Navn Fader.
Vi maae opløfte
os til en gudhengiven Attraae efter vort sande Gode, hvortil vi ere
beskikkede i Evigheden. At vor Guds milde hensigter at giøre os
lyksalige ikke opfyldes her paa Jorden, derom have vi mangfoldige
Overbeviisninger; Vi kunne blive tvungne til at erkiende at det
tilkommende evige Liv er vort værdigste Gode, naar det nærværende
dødelige ikke giør os fornøiede. Men. Et andet er det at tage
endelig imod det haab om Himlen, et andet at skiønne med en frie og
ærligere Siel derpaa, at vi have en udødelig Mand, og vi med den ere
af Gud beskikkede til et Liv uden Ende, til saa herlig en
Omskiftelse, hvori ogsaa vort Legeme skal have Deel. 1. Kor. 15,43.
Ff. Vænne vi os til at tænke flittig paa de hemmeligheder Jesus har
forkyndet os; at vi ere beskikkede til, at vorde lige Guds Engle, at
leve som han lever, at finde Plads i det Faderens Huus, som har
mange Boliger, at skue Guds Ansigt; saa ville vi ikke holde nogen
Ting af denne Verden, som ikke føre vore Tanker hidset hen, for
vigtigere end den er; saa maae det blive vor sande Ære for os selv,
vor Glæde, vor Bestræbelse at være gienfødte (at holde os af saa høi
Byrd) til det levende Haab formedelst Jesu Christi Opstandelse 1
Petr. 1,3.
Vi maae opløfte os med den allervigtigste fliid at bedres og at
forfremmes i den reneste og virkelige Dyd. Ogsaa vor hele
Omvendelse, vor Aands Gienfødelse og Bedrelse er an af de
himmeligheder fra Himlen; hvikle Jesus bragte til Verden. Vor
indvortes menneskes Forberedelse, er den guddommelige Gierning som
vi ikke see hvorledes den gaaer til, som ikke paa eengang er
fuldkommen, men dog af Gud frembringes og fuldføres. Af os fordres
kun at giøre den alvor og Flid, ingen Udyd at lade være ufortrudt og
urettet, og ingen os vedkommende Regel for Dyd og Pligt, endog den
besværlige ikke at lade være uøvet. 2 Kor.7,1. 2. Petr, 1,11
