|
Side 7
Tale
At en Confirmations-Dag er en
af de høitideligste Dage, der kan opvække Opmærksomhed saavel
hos Gamle som Unge, kan vel ingen paatvivle der vil bruge en
fornuftig Eftertanke.
Den Gamle maa tænke:
Jeg seer saa mange unge
Mennesker for mine Øine; men jeg har været Ung og er blevet
Gammel,
hvor vigtig er denne
Forandring?
Den gamle maa tænke: her har
jeg og staaet, og aflagt mit Daabes Løfte; men hvad siger min
Samvittighed?
Ja! Den Gamle maa tænke: man
maa dog haabe at disse Unge har bevaret en uskadt Samvittighed,
hvor mange maatte ønske sig i den Henseende at være i deres
Sted?
Den Unge maae tænke:
Jeg træder i Dag ud af
Barndommen; men med hvilke Følelser, med hvilken Taknemmelighed
imod Gud og mine Velgiørere i denne Alder?
Jeg træder i Dag ind i
Ungdommen, denne slibrige Alder, der omringer mig med Fristelser
paa alle mine Veie, hvad Vei har jeg besluttet at udvælge?
Side 8
Ja! Jeg skal i Dag oprette en
Pagt med mit Lives Gud, Alvidende! Hvad seer Du nu i mit Hierte?
Men i Dag indtreffer endnu en
usædvanlig Omstændighed, som maa fordoble vor Opmærksomhed.
Et elskværdigt ungt Menneske
fremstiller jeg her iblandt mine Konfirmander, som havde det
Vandheld i sit 9de Aar at falde i en Forraadnelsesfeber, hvor
han mistede baade sin Tale og Hørelse; men det var hans Lykke at
han allerede i den Alder havde lært at læse i en Bog, skrive og
regne. – Han besidder derhos ypperlige Naturens Gaver, en sund
Forstand og en levende Hukommelse, saa han kunne være bekvem til
at imodtage en tilstrækkelig Oplysning.
Jeg kunne ikke see den
elskværdige Unge for mine Øine, uden at tænke paa Prophetens
Ord: ”Denne skal skrive med sin Haand: Jeg hører Herren til.”
Esai 44 V 5.
Det er ganske troligt, som
nogle foregive, at Propheten her sigter til den brugelige
Sædvane iblandt Jøderne, at naar en Prophet antog deres
Religion, maatte han indskrive sit Navn i en dertil indrettet
Protokol, med sit hostrykte Segl. –Men uden at bestemme noget
med Vished, vil jeg alene benytte mig af Ordene efter mit
Øiemærke.
Det jeg skriver, er
frivilligt. Ingen kan forbinde mig til skriftligt at meddele
mine Tanker, uden det er mit eget Valg.
Side 9
Det jeg skriver, det er vel
overlagt. – Jeg giver mig Tid til at samle mine Tanker, saa jeg
kan fremsætte dem paa en mere ordentlig og bestemt Maade.
Det jeg skriver er gemeenlig
Hiertets Sprog. Det ligner en Samtale mellem Venner, hvor den
ene frit og fortrolig udøser sit Hierte for den anden.
Ja! Det jeg skriver, er
uudslettelig. – Derfor maa jeg staae til Ansvar.
Disse fire Egenskaber passe
sig paa hans Troesbekiendelse: Den er frivillig. Han har altid
med Lyst og Fornøielse gaaet til sit Arbeide og var aldrig mere
glad end naar han kunde treffe det rette.
Den er vel igennemtænkt og
overvejet, det skal Menigheden selv erfare, naar jeg oplæser
hans Troesbekiendelse.
Om den er Hiertets Sprog, kan
den Alvidende alene fuldkommen dømme om, der skuer ind i hans
Inderste; men jeg har dog de sikreste Grunde til at formode at
den er oprigtig: Han har ingen Gave til at forstille sig, han
giver strax sin Fornøielse eller Misfornøielse tilkiende, og
hvorfor skulle han mere ved denne Leilighed skiule sine Tanker?
Men at denne Skrivt er
uudslettelig, det tør jeg sige med Vished.
Den maa være uudslettelig i
Menighedens Ihukommelse: det er det første i sit Slags og
tillige betydeligste Eksempel, der fremstiller sig for deres
Øine.
Side 10
Den maa være uudslettelig i
hans Forældres Ihukommelse: Ja! Kiere Forældre, de kan vel ikke
uden Ømhed betragte en Søn i denne Tilstand, som virkelig baade
i Henseende til Siels og Legems Gaver kunde være skikket til at
giøre sin Lykke; men de har dog vigtige Aarsager til at glæde
sig paa denne Dag:
De har i ham en tænkende Søn,
en oplyst Søn, og en Søn der vil række dem Samfunds Hænder paa
deres Vei til Evigheden.
Ja! Denne Skrivt maa være
uudslettelig i den Unges egen Ihukommelse. – Enhver Dag han
lever, vil Samvittigheden afmale disse Ord i hans Øine:
Jeg har skrevet med min egen
Haand: Jeg hører Herren til.
Derpaa oplæstes de fleste af
følgende Spørgsmaale og Giensvar, skrevne med hans egen Haand.
Hvad er Religion og hvilke ere
de herskende Religioner i Verden?
Religionen er egentlig
Kundskab om Gud; de herskende Religioner ere. Den Christelige,
den Jødiske, den Mahomedanske og den hedenske. Den Christelige
Religion er herskende i Europa, men deles i mange Secter, som:
den Catholske, den Lutherske og Reformerte.Den Jødiske Religion
er udbredet i mange Lande. Den Mohamedanske er herskende i det
Ottomanniske Rige. Den hedenske
Side 11
Religion hersker hos de fleste
Folkeslag. – Vi bekiende os til den Christelige Religion,
Paa hvor mange Maader kan vi
forskaffe os Kundskab om Gud?
Vi kunne forskaffe os
Kundskab om Gud paa to Maader: nemlig af Fornuften og af
Bibelen; af Fornuften ved at betragte Naturen, hvoraf vi dog
endelig maae erkiende at der er en Gud til, som maae have skabt
alt dette. Af Bibelen ved at læse deri, hvorved vi fuldkommen
oplyses om den Christelige Religions Sandheder, der danner os
til oplyste og lyksalige Mennesker.
Hvorfor er en guddommelig
Aabenbaring nødvendig for os?
Dersom vi ikke havde Bibelen
som en guddommelig Aabenbaring, saa havde vi nu blot den
naturlige Religion. Den er usikker, da Mennesket saa let tvuvler
om det han nyelig antog, og deraf kan naturligvis opkomme
vildfarelser, fordi Mennesket vanskelig tør forlade sig paa sin
Fornuft; og den kan aldrig blive en almindelig Religion, thi da
maatte hvert Menneske besidde en dannet og oplyst Forstand, som
just strider imod Erfaring.
Hvoraf bevises, at den hellige
Skrivt er Guds Ord eller en guddommelig Aabenbaring.
At den er en guddommelig
Aabenbaring bevises saavel af indvortes som udvortes
Kiendemærker paa dens Guddommelighed. De indvortes kiendetegn
ere Lærdommens eget Indhold og Virkning. De
Side 12
udvortes Kiendemærker ere de
Spaadomme, som deri ere fiorudsagte for lang Tid siden, men som
dog nu efter mange Tider ere nøiagtig opfyldte, og miraklerne,
hvoraf kan læses mange i Bibelen, saa at ingen kan tvivle paa
dens Guddommelighed.
Hvilke Egenskaber tilkommer
Gud som den Fuldkomneste?
Gud er den fuldkomneste Aand,
han besidder Forstand og Villie i høiste Grad; deraf flyder Guds
Tilbedelse i Aand og Sandhed. Gud er almægtig. Gud er alvis. Gud
er retfærdig. Gud er algod. Gud er barmhjertig. Gud er hellig.
Gud er sanddrue og troefast. Gud er evig.
Hvori bestaar guds Alvidenhed
og hvori ligger det Trøstefulde og Advarende i den Egenskab,
samt havd Sprog kan anføres derpaa?
Guds Alvidenhed bestaar i at
kiende paa eengang, hvad der er skeet eller nu skeer, eller skal
skee i Eftertiden. Vi vide, at Gud er alvidende; det kan trøste
os, naar vi vide, at vor Samvittighed er reen og advare os, naar
vi ville begaae Ondt, da Gud veed det strax. Ps.139,1-3. ”herre
du randsager og kiender mig, - du forstaaer mine Tanker langt
fra, - du kiender grandt alle mine Veie.”
Hvilke Prøver have vi
Mennesker især modtaget paa Guds Godhed, og hvad skal det
opvække os til?
Guds Godhed, - derom vidner
hele Naturen. Gud bestyrer vor Skiebne og bevarer os fra
utallige Livsfarer, beviser os daglig
Side 13
Velgierninger, men frem for
alt er Guds eenbaarne Søns Sendelse til Jorden det største
Beviis paa Guds Godhed og Faderkierlighed.
Og skulde jeg da nogenlund
Din Fader-Godhed glemme,
Og ikke af mit hiertes Grund
Dig Tak og Priis istemme?
Trindt om i Luft, og Mark og
Skov,
Fra glade Millioner
Den evig gode Faders Lov
Højtideligen toner.
Hvilken er den ypperligste
blandt Guds synlige Skabninger?
Mennesket; thi det er skabt
efter Guds eget Billede og besidder Forstand og frie Villie.
Hvilke Kræfter ere nedlagte i
Menneskets Siel, foruden Forstand og Villie?
Hukommelse og
Indbildningskraft.
Hvorledes kan Sielens
Udødelighed bevises, saavel af Fornuften, som af Bibelen?
Mennesket opnaar ikke sin
Bestemmelse her i Livet; thi dersom han døer i den sildigste
Alder, er der endnu meget som han kunde lære, endnu mange Feil
at forbedre, endnu meget Godt at stifte. Døer han i den
tidligste Alder, er han endnu ikke blevet til Menneske og de
skiønneste Anlæg i Sielen komme ikke engang for Lyset. Mennesket
har et
Side 14
Haab som er nedlagt i hans
Siel, evig at leve, og det kan ikke opfyldes, uden at der er et
Liv efter dette. Mennesket faaer ikke sin fulde Løn her i Livet.
Den Gode bliver ofte ubelønnet, den Onde ofte ustraffet; deraf
slutter Fornuften: at der er et Liv efter dette og at Sielen er
udødelig. Det bevises og af Bibelen; thi Jesus, Guds Sendebud,
har lært det Matth. 10 kap. 28 Vers, hvor der staaer: ”Frygter
ikke for dem, der slaae Legmet ihjel, men de kunne ikke
ihjelslaae Sjelen.”
Hvad lærer Erfaring om
Menneskets Forhold i dette Liv, og hvad er Oprindelsen til den
herskende Fordærvelse?
At Menneskene ikke ere saa
gode som de burde være, og der er ingen, endog den Fuldkommneste,
uden Feil og Svagheder. Fordærvelsen hos Mennesket bestaaer
fornemmelig deri: at det ikke bruger sin Forstand til sund
Eftertanke, men heller lader Begierlighederne efter de jordiske
Ting overvinde sin Fornuft.
Hvad er Synd, og hvor naar
siges der, at Mennesket synder i Tanker, Begiering, Ord og
Gierning.
Synd er Uret i sig selv, men
derfor ere dog alle Synder ikke lige store eller lige
strafværdige. Mennesket begaaer Synd med Tanker, naar det finder
Fornøilse i at tænke paa noget, som er Gud imod og tragter
derefter. Jesus sagde til Pharisæerne: ”Hvi tænke I saa ondt i
Eders Hierter.” Mennesket begaaer Synd med Ord, naar det enten
taler noget, som ikke svarer til den Ærbødighed, der bør udvises
mod Gud, eller som fornærmer Næsten og skader ham. Jesus siger
Side 15
Selv: ”Menneskene skulle giøre
Regnskab paa Dommens Dag for hvert ”utilbørligt Ord, de have
talet.” Mennesket begaaer Synd med Gierning, naar det enten giør
noget, som er Gud imod, eller efterlader, hvad Gud har befalet.
Hvorfor fortiener Jesus Navn
af Menneskeslægtens Forløser, og med hvilket Sprog kan det
bevises?
Jesus er Menneskeslægtens
Forløser, og kaldes saa af den Velgierning,, han har beviist det
menneskelige Kiøn; thi han har forløst os fra Uvidenhed og Synd
ved sin Lære og Eksempel, thi hvo der følger hans Lære, er
lykkelig; han har og forløst os fra Syndens Straf ved sin
Lidelse og død, naar vi forbedre os. Joh. 3,16. ”Saa eksle Gud
Verden, at han hengav sin enbaarne Søn, paa det hver den som
troer ham, ikke skal fortabes, men have det evige Liv.”
Hvoraf bevises Jesu
guddommelige Høihed og Anseelse?
Det bevises deraf, at han
tillægges guddommelige Navne, saasom: Guds Søn, Guds eenbaarne
Søn, og udtrykkelig kaldes Gud. ”Joh.1,1. I Begyndelsen var
Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” Han tillægges
guddommelige Fuldkommenheder, som Alvidenhed, som hans Spaadomme
udvise, hvori han forudsagde sin hele Skiebne og Jerusalems
Undergang. – Hellighed, som hans hele Forhold udviser. –
Guddommelige Gierninger, som: Skabelsen, Opholdelsen,
Forløsningen og den yderste Dom, og han tillægges guddommelig
Tilbedelse.
Side 16
Hvorledes har Jesus i ethvert
Livs Stilling været vort Mønster?
I sin Ungdom var han sine
Forældres Glæde og Trøst; han var lydig, arbeidsom,
videbegierlig; - Sine Forældre var han ydmyg imod. Imod sine
Venner var han oprigtig, troe og deltagende; han græd ved Lazari
Grav. Bedragere kaldte han glubende Ulve, der indhyllede sig i
Faareskind, smaae Børn Uskyldighedens Billeder. Imod Lidende var
han den kierlige Fader, han opsøgte dem selv og hjalp dem, han
bad for sine Disciple i Faren, og trøstede dem. Han udbrød
aldrig i Bitterhed og truede ikke med Hævn; han bad for sine
Fiender: ”Fader, forlad dem; thi de vide ikke, hvad de giøre.” I
sine Lidelser var han standhaftig og Gud hengiven. Han bad:
”Fader, tag denne Kalk fra mig, dog ikke, hvad jeg vil, men hvad
du vil.” Tillidsfuld overgav han sin Haand i sin Faders Hænder.
Hvilke ere Hoved-Sandhederne i
Jesu Lære og hvad kaldes de Fortællinger, hvori han indklædte
dem?
Der er én Gud, som besidder
alle muelige Fuldkommenheder. Han bestyrer Verden, at intet kan
skee uden hans Villie eller Tilladelse. Hans Dyrkelse bør derfor
ei bestaae i udvortes tomme Skikke; men i Aandelighed og
indvortes Retskaffenhed og Dyd. Gud er den kierligste Fader og
giver os Syndsforladelse, naar vi forbedre os. At udøve
Kierlighed til Gud og menneskene er Veien til at behage ham. Der
er et Liv efter dette, hvori alle skal faae Giengieldelse. Disse
Sandheder indklædte Jesus i Lignelser.
17
Hvad var Hensigten af Jesu
Lidelse og Død?
At forlige for Menneskenes
Synder, og give dem gyldig Forsikkring om Syndsforladelse, samt
for derved at nedbryde Offertienste, da hans Lidelse og Død er
det eneste gyldige Offer og ved dens Afskaffelse, at skaffe sin
Religion udbredt over den hele Verden, da den skilte Jøder og
Hedninge fra hinanden.
Hvad forstaaes ved Jesu
Opstandelse, og hvoraf bevises dens Troværdighed?
At Jesus var opstanden af
Graven til et uforgængeligt Liv og blev blot 40 Dage synlig
tilstede paa Jorden: det kan bevises af Apostlenes Vidnesbyrd;
thi de vare mange, som vidnede. De vare retskafne Mænd. De vare
uforanderlige i deres Udsigende. De stemmede overens i deres
Vidnesbyrd. De vidnede i deres rette Hensigter ikke for at vinde
Rigdom og ære, men tabte Alt, selv livet.
Beviis, at Jesu Forløsning
ikke giver os Frihed til at Synde, men derimod befordrer vor
Fremgang i det Gode?
Jesu Forløsning smigrer ikke
Lasterne. Den standser ikke vor Fremgang i det Gode; den
befordrer den. Jesu Forløsning giver os Kraft at følge Jesu Lov,
og det er det største Beviiis paa Guds Faderkierlighed imod
Menneskene, som lover os Syndsforladelse for Kristi Skyld, naar
vi omvende os af Hiertet og troe paa ham. Bibelen forbinder os
til Fremgang i Hellighed og Dyd, som sees af Sproget: Tit. 2,
11-14. Guds saliggørende Naade o.s.v. hvor de tre Ord:
18
”tugteligen, retfærdeligen og
gudeligen” indbefatte Pligter mod Gud, os selv og vore
Medmennesker.
Hvad udfordres til en sand
Omvendelse, og hvorfor bør den ikke opsættes?
Dertil udfordres, at vi maae
prøve os selv for den alvidende Gud, og med en oprigtig
Fortrydelse erkiende vore Misgierninger, naar vi betænke, hvor
meget Ondt vi derved have stiftet og hvorfor vor Utaknemmelighed
har været imod den gode Gud. Gud seer kun paa Oprigtigheden i
vor Bedrøvelse, og ikke, om den er heftig eller varer længe.
Derpaa maa følge en samvittighedsfuld Erstatning af den
tilføiede Uret eller Skade, og saa maa vi beflitte os paa vor
Forbedring med det faste Forsæt, ikke mere at ville synde med
Villie, men være agtsomme paa os selv. Denne Forbedring maa være
vort daglige Arbeide og aldrig opsættes, men begyndes fra
Ungdommen af; thi vi vide ikke, om vi skal leve i næste Time.
Døden bortrykker mange i deres blomstrende Ungdom, og jo mere
Grad af Dyd vi øve her, destomere Lyksalighed hisset. Det
forholder sig dermed som Udsæd til Høst, og vi kan aldrig blive
lykkelige, uden vi idelig affskye Synd og al Uretfærdighed, men
derimod beflitter os paa Retskaffenhed og Dyd.
Hvorledes bør vi lægge vor
Kierlighed til Gud for Dagen og hvad bør opfordre os dertil?
Naar vi elske Gud, saa maa
vort Sind være indtaget af Glæde over ham, og naar vi elske Gud,
saa elske vi tillige hans Skabninger.
19
I denne Verden er unægtelig
Mennesket den ædleste, altsaa bør vi elske vore Medmennesker.
Mange Velgierninger opfordre os dertil; som Gud har beskiermet
os fra mange Farer og har stedse givet os vor Nødtørftighed. Han
lader os faa Sundhed og Velstand og endnu nyde vi mangen en
Velgierning, som: Gud lader Sæden opvoxe og bære rige Frugter,
og vi have hver Dag mange Fornøielser.
Hvorfor bør vi vise Gud den
høieste Ærefrygt, og hvad bør vi vogte os for, som strider imod
samme?
Fordi Gud er det høieste
Væsen. Og ligesom vi i Nærværelse af den mand, som vi agte høit,
f. Ex. I Nærværelse af vore Forældre ere ærbødige og vogte os
for alt det, der kan røbe et letsindigt Hierte, saaledes tager
og vor Ærefrygt for Gud sin Oprindelse, og vi bør da vogte os
for Letsindighed.
Hvo er den taknemmeligste imod
Gud?
Den, som anvender Guds Gaver
bedst. Den vise Velgiører takker Gud bedst for Rigdom. Den
Maadelige bedst for Sundheden. Den Opmærksomme bedst for
Undervisningen.
Hvilke Anlæg har Gud nedlagt i
vor Siel, og hvilke Pligter skylde vi den?
Forstand til at kiende Ret og
Uret, Hukommelse til at beholde de nyttige Sandheder, fri Villie
til at vælge imellem Godt og Ondt. Vi skylde vor Forstand at
berige den med nyttige Kundskaber, vor Hu-
20
kommelse, at øve den i at lære
saadanne Sandheder uden ad, som kan være os til Nytte, og vor
frie Villie, at vi ikke misbruge den.
Hvilke Pligter skylde vi vor
Sundhed?
Vi skylde vor Sundhed at være
arbeidsomme og være reenlige, elske frie og sund Luft, og være
maadelige i Arbeide, thi det er skadeligt at arbeide for meget –
i Sorg og Glæde, thi man kan ligesaavel døe af Glæde, som af
Sorg. Vi maa ikke overfylde os med Spise og Drikke, som medfører
mange Sygdomme, og ikke uden Nødvendighed holde os alt for hede
eller kolde og tillige giøre os ofte Bevægelse. Naar man
iagttager de almindelige Pligter, saa skal man ikke ængstelig
sørge for sin Sundhed, thi det er daarligt.
Hvorfor bør vi elske vore
Medmennesker og hvorvidt bør vor Menneskelighed strække sig.
Gud byder: ”Du skal elske Din
Næste, som Dig selv” og det er vor Pligt at elske alle, fordi de
ere vore Medmennesker, hvad enten de ere Christne eller Jøder,
Tyrker eller Hedninger, Venner eller Uvenner. Vi bør altid
bevise vore Medmennesker al muelig Hielp, naar de trænge dertil,
hvad enten det er paa Legemets eller Sielsens Vegne.
Hvilke Pligter skylde vi vore
Venner?
Imod vore Venner bør vi være
oprigtige, deltagende og tro, samt fortie hverandres
Hemmeligheder. Førend vi antage nogen til
21
vor Ven, bør vi først prøve
ham, thi den, som forlader os i Nøden, var ikke nogen troe Ven
imod os.
Hvilken Last kan vi let
forfalde til, naar vi see andre ere rige og lykkeligere end vi,
og hvorledes kan vi bedst imodstaae den?
Da kan vi let forfalde til
Misundelse, som er en hæslig Last. Vi kan bedst modstaa den, ved
at igentage følgende Betragtninger ofte for os selv: Maaske den
Rige er forsigtigere, klogere og sparsommeligere end jeg. Jeg
kunde maaskee ved nøiere Bekiendtskab lære noget godt af ham.
Det min Rige Broder har, er jo en Gave af min og hans Fader, jeg
bør derfor ikke være misundelig, fordi det gaar min Broder bedre
end mig. Dersom jeg var riig, vilde det smerte mig, at høre
Misundelse og haarde, ukierlige Domme om mig, det smerter ogsaa
min Broder.
Hvilke Pligter have Forældre
og Børn giensidigen at opfylde imod hverandre?
Forældre bør opdrage deres
Børn og handle faderlig imod dem. De bør alvorlig straffe
Børnene, naar de sige Usandhed og begaae Forseelser. De bør have
Omsorg for deres Børns Legme, saa at deres Lemmer i Barndommens
spæde Aar ikke kommer til Skade. De bør hærde Børnenes Legme, at
de tidligt vendes til Vind, Kulde, Frost og Hede. De bør have
Omsorg for Børnenes Siele, de bør enten selv lære, eller ved
andre lade dem lære noget, hvorved de kunde dannes til oplyste,
gode, dydige og lykkelige Mennesker. Børnene bør have Ærbødighed
22
for deres Forældre, elske,
lyde dem, samt have al Kierlighed for dem. De maa ikke bedrøve
deres Forældre ved Ulydighed, men de bør glæde dem ved en god
Opførsel. De bør ære deres Forældre, naar de blive gamle og ikke
mere kunne erhverve Underholdning, og da bør Børnene arbeide for
dem, sørge for deres Underholdning og i alt stræbe at efterligne
Jesus som Barn og Søn.
Hvad gjorde Jesus for at
bevare sit Minde paa Jorden, og hvorledes bør vi høitideligholde
hans Erindring?
Han indstiftede Alterens
Sacramente. Da han skulde gaae til sin Død, kaldte han sine
Disciple for sig, brød Brødet og uddelede det tillige med Vinen,
og befalede, at alle voxne Christne saaledes skulle ihukomme ham
og hans Lidelse og Død. Naar vi ville gaae til Herrens Bord, bør
vi overtænke, hvor meget Ondt vi har stiftet, og fatte det
alvorlige Forsæt at bedre os, samt overtænke vore Pligter imod
os selv og vore Medmennesker. Naar vi høitideligholde den, bør
vi tænke paa de vigtigste Optrin i Jesu Liv og betragte ham i
sin Barndom, sin Ungdom og i hans Død; derfor bør vi føle en
inderlig Kierlighed til Gud, fordi han ved sin Søns Død har
skaffet os Syndsforladelse og Salighed, naar vi af Hiertet
omvende os og troe paa ham. Alle de, der have nydt det, bør
afstaae fra deres Feil og forbedre sig, samt blive mere og mere
dydige; thi ingen andre end saadanne, have været værdige Giester
ved Herrens Bord.
23
Hvilke ere de Viisdomsregler,
som Dydens og Religionens Ven bør følge paa sin Vandring i
Livet?
Man bør vogte sig for onde
Tanker. Naar de opstige i Sielen, da bør man ikke undskylde dem,
men søge strax ved Arbeidsomhed og Bøn at neddæmpe dem. Man bør
aldrig troe, at smaae Feil ere ubetydelige; thi de drage kun
større efter sig. Man bør vogte sig for slet Selskab, hvor
Hiertet lettelig forføres. Naar man har begaaet en Feil, saa bør
man ikke høre efter de Undskyldninger, som oftest slette
mennesker giøre derfor; thi disses Sædelære er undertiden
afpasset efter deres Tilbøiligheder og kan let dysse den
groveste Synders Samvittighed i Søvn; men man bør elske og ære
den ærlige Mand, der uden Tilbagehold siger Sandheden og
advarer, naar man har feilet. Man bør saameget mueligt, undgaae
at have alt formegen Tillid til sig selv; thi deraf flyder
Leilighed til Fald.
Hvad Indflydelse har Læren om
Guds Forsyn paa vort Liv, vore Handlinger og vor Skiebne i
Verden?
Gud bestyrer vort Liv, det er,
han har bestemt dets Begyndelse, dets Varighed og Ende; deraf
følger: at vi har Gud at takke for, at vi fødes paa det Sted og
af de Forældre, som vi skylde vor Tilværelse, og at vi med
Sindsroe maae modtage Døden, den komme tidligen eller sildigen;
thi det er den af Gud bestemte, og altsaa den gavnligste Time.
Gud bestyre vores Handlinger, det er, han giver os Kræfter til
at handle.
24
og de bequemmeligste
Leiligheder dertil. Han styrer Følgerne af vores Foretagender,
saa at de faae det tientligste Udfald, hvorfor vi ikke maae
hovmode os, naar vi udrette noget Godt, men prise Gud, der gav
os Kraft og velsignede vor Fliid, og derfor give ham alene Æren.
Gud bestyrer vor Skiebne; alt hvad der rammer os i Livet, lige
fra den spæde Alder, tilsendes os af den gode og kierlige Gud i
de viseste og bedste Hensigter. Uden Guds Tilladelse kan intet
møde os, hverken Godt eller Ondt, og vi kan rolig gaae vor
Fremtid i møde, da den er i Guds Haand og styres til vort
Bedste.
Dine skiulte Raad, min Fader!
Dem vi ei udgranske kan
Her, som i et Svælg sig taber
Al vor Visdom og Forstand;
Gud jeg bøier mig for Dig!
Som du vil, saa skee det mig;
Glad og rolig vil jeg være,
Give Dig for Alting Ære.
25
Confirmations-Løvtet.
Saaledes oplyst i
Christendommens Sandheder, lover jeg: At bevare min Troe paa
Fader, Søn og Helligaand! Paa Jesu Christi guddommelige Lære, og
at giøre den til en ufravigelig Rettesnoer sor min Vandel, og
som en Følge deraf, at vandre ustraffelig for Herren, forsage
Synd og følge Jesu Eksempel og Lærdom, som en troe Ledsager,
indtil min sidste Time.
Naadens Fader, Kraftens Gud!
Synden skal min Afsky være,
Jeg vil høre Jesu Bud,
Jeg vil følge Jesu lære;
Herre, led og styrk mig Svage!
Aldrig skal jeg da forsage.
|