|
TEKST
Gjenpart (ad 630/1845 No
423)
Consistorium har ved meget
ærede Skrivelse af 18de Mai 1839 udnævnt undertegnede Professor
Clausen og Larsen samt nu afdøde Conferentsraad Saxtorph, i hvis
sted Undertegnede Professor Hohlenberg, som Værge for Trinitatis
Kirke som er ifølge Consistoriets Anmodning er indtrådt til at
sammentræde i en Comite for at afgive Betænkning med Hensyn til
flere, Retsforholdet imellem Universitetet og Vor Frue og
Trinitatis Kirkes vedkommende Puncter, navnligen det af det
Kongelige Universitets Direction opkastede Spørgsmaal, om der
ikke maatte være Anledning til at søge at erholde Universitetets
Patronatsforhold til bemeldte Kirker aldeles hævet. Forløbigen
skulle vi, ved at afgive denne Betænkning, tillade os at
bemærke, at denne Sag fornemmelig har været opholdt ved de
vanskelige og tidskrævende Undersøgelser, som med undertegnede
Larsen har anstillet i Consistoriets Archiv og andre Steder for
saavidt muligt at finde Bidrag til Oplysning om det ovenmeldte
ældgamle Retsforhold, og efterat Disse Undersøgelser i det
Væsentlige vare udførte, som vi allerede under 18. Februar 1841,
ved at afgive Betænkning over en Beslægtet Sag, nemlig Sagen
angaaende
[side 2]
Forbedring af
Universitetslærernes Indkomster. Ved Universitetets nye
Organisering og Fundation 1537-1539 blev der ikke blot blandt
anden Eiendomme og Indtægter tillagt samme Bisperecidentsen og 8
Kannikeboliger (:Hvilke skulde være Professorrecidentser) samt
Jordskylden af 103 af Vor Frue Kirkes Huse i Kiøbenhavn,
vurderet til 200 rhinske Guldgylden, men derhos blev det endog
erklæret, at selve denne Kirke, uagtet den skulde vedblive at
være en af Byens Sognekirker, skulde henhøre til Universitetet,
og denne sidste Bestemmelse i Universitetsfundatsen af 1539 er
saaledes det egentlige retslige Grundlag for den hidtil
bestaaende Forbindelse mellem Universitetet og Kirken.
(note: Nærmere Efterretninger
om de ovenanførte Forhold findes i Alberti Thura infantia &
pueritia Acad. Hafn.; Pontoppidans origines Hafniensis p. 41 og
142ff og flere Steder; Nyerup historiske statistisk Skildring II
p. 425, 426; Universitetsfundats 1539; Krags Christian d. IIIs
Historie ved Sandvig I p. 638, 642, 645, 646 og 677; Werlauffs
Bidrag til Universitets Historie fra dets Stiftelse til
Reformationen, og Engelstofts og Werlauffs Udsigt over
Universitetets Bygningers Historie, trende Indbydelsesskrifter
til Universitets historie i 1836. For de Frue Kirke til Fordeel
for Universitetet fratagne Indtægter fik Kirken i øvrigt i det
mindste til deres Erstatning derved, at St. Petri Kirkes
daværende Sogn og Indtægter bleve henlagt til samme; Pontoppidan
l.c. S. 271 og 277, Krag l.c. S. 646. Ogsaa seer man af
Universitetets ældste Regnskab 1537, 1538, at endeel af de
Gaarde og Huse, som havde været lagte fra Frue Kirke til
Universitetet, bleve lagte tilbage til Kirken igien, Selmers
academiske Tidende II p. 283.)
[side 3]
Trinitatis Kirkes formues
forfatning, forelagt Consistorium endeel af de, som vi tror,
ikke urigtige Resultater, som ved disse Efterforskninger vare
vundne. Men da det nogen Tid herefter blev paatænkt, at lade
foretage en fuldstændig Revision og Ordning af Consistoriums
Archiv, hverved muligen flere af Kilderne til Oplysning om det
omspurgte Forhold vilde blive tilgængelige, end hidtil havde
været Tilfældet, maatte det ansees rigtigst at opsætte
nærværende Betænknings Opgivelser, indtil at Archivets nye
Ordning, som foretages i Aarene 1842-43, var blevne fuldført, og
en ny Eftersøgelse i Archivet foretagen.
Forbindelsen mellem
Universitetet og den meget ældre Frue Kirke er omtrent ligesaa
gammel som selve Universitetet. Dette erholdt sin Oprettelse den
samme Overøvrighed som Kirken, idet at den roeskildske Biskop
paa Embedsvegne skulde være Universitetets Cantsler. Visse
academiske Handlinger skulde foretages i Kirken, og endeel af
det ved Kirken værende Collegiatstifts Kannikeprobender bleve
nogen Tid efter Universitetets Stiftelse benyttede til
[side 4]
Af en herfra meget forskiellig
Oprindelse er forbindelsen imellem Universitetet og Trinitatis
Kirke. Det var her ikke Universitetet, Der blev funderet paa og
ligesom fremgik af allerede bestaaende gejstlig Instituter, men
det var Kirken, der skyldte Universitetet sin Existents.
Saaledes nemlig, som i flere
historiske Skrifter er berettet
(note: Jfr. Pontoppidans
Origines Hafnienses p. 282. Danske Atlas II S. 131; Nyerups
Universitetsannaler S. 87; Oluffsens antiqvariske Collectonee S.
121, m.fl.)
Og af medundertegnede Larsen i
en Skrivelse til Consistorium af 7de Juni 1843 af Documenter i
Consistoriu Archiv nærmere blevet oplyst, var nemlig denne Kirke
oprindeligen bestemt alene til Universitetets eget brug og blev
bygget af Universitetet, deels ved dettes egne midler og deels
ved Hjælp af kongelige Understøttelser, og først nogen Tid efter
at den fuldført, fandtes det passende tillige at benytte den som
Sognekirke for Beboerne i en deel af det omliggende District.
Allerede førend dette skete havde Kong Frederich III ved Brev af
6. Juli 1658 udtrykkeligen tilstaaet Universitetet jus
patronatus
[side 5]
til bemeldte Kirke
(note: Hofmanns Fundatser IX
side 133-134)
som de omhandlende tvende
Kirkes Patron har Consistoriet stedse udøvet den Myndighed med
hensyn til deres Bestyrelse, som efter Forholdets Natur og de
til enhver Tid gjældende Bestemmelser maatte tilkomme
Kirkepatronatet. Den umiddelbare Forvaltning af Frue Kirkes
Øconomie skulde derimod ifølge Universitetsfundatsen 1539
udføres ved trende Kirkeværger, nemlig af Professorerne som
academisk Værge
(note: den fandtes i øvrigt
allerede i den catholske Tid en saadan særegen procurator Templi
for Frue Kirke; Windingci academica Hafniens: p. 59.)
og en af Sognemændene som
borgerlig Værge, der hertil skulle udvælges af det academiske
Senat i forbindelse med 4 Borgemestere og 10 Mænd af Sognet. Men
Disse Værger stode dog ifølge Fundatsen under det academiske
Senat, uden hvis Raad og Minde de intet maatte foretage. Dog
skulde 4 Borgemestere være overværende, naar Kirkeværgerne
aarligen aflagde deres Regnskab hos det academiske Senat.
[side 6]
Men denne deltagelse af
Magistraten og Borgerne i den borgerlige Værges Udnævnelse, er
for længst entet afskaffet eller gaaet af Brug. Naar den
borgerlige Værge afgaaer, antager Consistorium hertil en anden
god og vederhæftig Borger i Sognet, som har erklæret sig villig
til at overtage Bestillingen, og meddeler derefter Magistarten
Underretning om det trufne Valg. Og ligeledes er Magistratens
ovenmeldte Tilsyn med Kirkeregnskaberne ophørte
(note: I Aarene 1638-1642
førtes en vidtløftig Strid imellem Consistorium og Magistraten
om den borgerlige Værges Stilling til Consistorium,
Regnskabsaflæggelse m.m., ved hvilken Leilighed Consistorium
især klagede over, at Kirkens Regsnkaber ofte maatte henstaae i
mange Aar uafgjorte fordi Borgemesterne forsømte at give Møde,
naar de skulle gjemmengaaes og qvitteres. Derefter findes i Acta
Consistorii d. 25. Juni 1642 tilført at da Borgemesterne, uagtet
de Dagen forud derom var advarede ikke havde indfunden sig for
at overvære Regnskabets Aflæggelse for Frue Kirke, havde
Professorerne i Overensstemmelse med kongelig Befaling foretaget
bemeldte Regnskab og qvitteret samme. Heri indeholdes en
Antydning af, hvorledes den omhandlede Form efterhaanden maa
være gaaet af Brug. I Aaret 1662 F.eks. var ikkun én Borgemester
mødt ved Regskabets Aflæggelse.)
Hvorimod disse Regnskaber nu
revideres og decideres ganske paa samme Maade som Ephori- eller
Legat-Regnskaberne ved Universitetet. Paa samme Maade som
Kirkeværgemaalet ved Frue Kirke saaledes er indrettet, har det
ogsaa fra ældre Tider været ordnet ved Trinitatis Kirke,
[side 7]
hvad nu angaaer Det os
forelagte Hovedspørgsmaal: om Der maatte være Anledning til at
søge Universitetets ovenmeldte Patronatsforhold ophævet? Da bør
dette vistnok ikke afgøres blot efter en Afregning af de
umiddelbare Fordele og de Byrder, som Dette Forhold medfører for
Universitetet; men da hensynet hertil dog er af megen vigtighed,
skulle vi her særligen fremstille disse Fordele og Byrder,
hvorved vi tillige ville faae Leilighed til at bemærke det
fornødne med Hensyn til de Spørgsmaal, der ere opstaaede saavel
om nogle af de førstnævntes mulige Ophør, som om de sidstnævntes
Forøgelse.
Til de Rettigheder og Fordele, som det omhandlede
Patronatsforhold medfører for Universitetet, kunne fornemmelig
fremhæves:
De egentlige
Patronatsrettigheder. Oprindeliviis havde Consistoriet Ret til
at
udnævne samtlige Embedsmænd og Betjente ved Frue og Trinitatis
Kirker, endog Sognepræsterne (jfr. Pontoppidans Origines
Hafn: p. 321-322); men efterhaanden forbeholdt Kongen sig
Udnævnelsen af Sognepræsterne, (jfr. Badens Universitetsjournal
V. side 186) [side 8] og endelig blev ogsaa Consistorii Kaldsret
til Kapellanerne aldeles ophævet ved Fr. 3. Juni 1809. Derhos
var allerede Consistorii Udnævnelsesret til Klokker og Graver
Bestallingerne suspenderet ved Bestemmelserne om veltjente
Underofficeres Adgang til visse civile Bestallinger, uagtet
Consistorium i Formen vedblev at udstede Bestallingsbreve til De
Udnævnte; og egentlig var saaledes ikkun Udnævnelsesretten til
Organistembederne tilbage, jfr. Universitetsdirectionens
Skrivelse af 26. November 1825.
Men i Anledning af et af
Consitorium derom indgivet Andragende har hans Majestæt Kongen
ved Resolution af 6. Juli 1841 tilladt, at det atter for
Fremtiden maa overlades Consistorium at besætte Klokker- og
Gravertjenesterne ved Frue og Trinitatis Kirke her i Staden; og
det vil udentvivl være unødvendigt her at gjentage de Grunde,
som af Consistorium bleve anførte for, at det var af betydelig
Interesse for Universitetet at erholde den anførte Rettighed, og
som bestemte Hans Majestæt til at bevilge dette; (jfr. Call.Tid
for 1841 s. 657 ff) – Som følge af Denne Resolution har
Consistorium
[side 9]
nu Udnævnelsesret til 9
kirkelige Bestallinger her i Staden, hvortil endnu maa føies
Kaldsret til Hvidovre Skolelærerembede, ifølge
Hvidovre
Kirkes forbindelse med Frue Kirke, hvorom vi nærmere skulle
handle i det følgende
Kirkernes særegne Afbenyttelse
af universitetet. I ældre Tider blev Frue Kirke benyttet til
academiske Salemiteter, og stundom, som det synes, endog til
Forelæsninger, ligesom ogsaa visse, Universitetet tilhørende
Bogsamlinger var opstillede i de ved Kirken værende Kapeller, (Nyerup
Universitetsanaler s. 88 og 200:) men al saadan Benyttelse af
denne Kirke opførte udentvivl aldeles med Kirkens Brand 1728.
Ligeledes blev Trinitatis
Kirke oprindeligvis benyttet ikke blot til Gudstjeneste for de
Studerende, men ogsaa til visse academiske Øvelser for disse,
men ogsaa dette er for længst ophørt, og der er saaledes kun
endnu tilbage den vistnok vigtige benyttelse af bemeldte Kirke,
at Universitetsbiblioteket har sit Locale oven over Kirken
allerede ved dens Opførelse hertil indrettede og bestemte Etage,
for hvilken Benyttelse man
[side 10]
rimeligviis, dersom Patronatet
over Kirken blev ophævet, vilde kunne fordre en aarlig
Godtgørelse af Universitetet. Vel benyttes ogsaa Taarnet ved
Kirken til astronomiske Observatorium; men da dette Taarn,
endskjøndt det er sammenbygget med Kirken, betragtes som en
særskilt Bygning, kan saadant ikke henregnes til Benyttelse af
Kirken.
Pengeindtægter. – Saadanne ere:.
De aarlige Embedsafgifter af
Graver- og Klokkertjenesterne til Universitetet skulde efter de
for Tiden gjældende Bestemmelser egentlig udgjøre i alt 350 Rbd.,
nemlig af Klokkeren ved Frue og Trinitatis Kirker 150 Rbd af
hver og af Graver Bohn ved Assistentskirkegaarden 50 Rbd (note:
Bohns Afgift, som tidligere var bestemt til 100 Rbd. er dog ved
Resolution 31. Mai 1817 ikkun indtil videre nedsat til det
nuværende Beløb).; men ved Resolution 18. Decbr. 1843 er Klokker
Hansen ved Frue Kirke i et vist Antal Aar bleven fritagen for
Afgivtens Erlæggelse. Og ligeledes, at der nyligen er skeet et
Forslag om, at Afgivten
[side 11]
af klokkertjenesten ved
Trinitatis Kirke maatte benyttes som Bidrag til Lønningen af en
andenordineret Catheket ved bemeldte Kirke; men hvilket forslag
Universitetet ganske har erklæret sig imod. I forbindelse hermed
kan ogsaa nævnes de Bestallingsgebyrer, som Klokkerne, Graverne
og Organisterne ved deres Beskikkelser erlægge til Universitetet
(Selmers Universitets Aarbog f. 1839, s. 60); hvilken Indtægt
dog ikke er af megen Vigtighed.
De Emolumenter der tilfalde
Kirkernes academiske Værger. Ifølge en fra gammel Tid hidrørende
Regel oppebærer den academiske Værge for Trinitatis Kirke
aarligen 17 Rbd. af denne Kirkes Indtægt, hvilket Emolument
naturligviis ikke er regnet for noget. Af desto større Vigtighed
er derimod den Indtægt, som er forbunden med det academiske
Værgemaal for Frue Kirke; men da der netop er reist Tvivl saavel
imod den academiske Værges som imod den borgerlige Værges
Rettighed til i Fremtiden at beholde, hvad de hidtil have nydt
af Frue Kirke, vil Spørgsmaalet herom rigtigst være at undersøge
paa dette Sted.
Den academiske Værge har
hidtil oppebåret
[side 12]
Penge 36 rbd. 76 sk., samt 5 Procent af Sangværkers Indtægter.
i Sæd- og Smaaredsler
a. af kirkens tvende Kongetiender Taarnby og Lidemark 16 Td.
Havre
b. af Kirkens Strøgods 20 Td. 4 Skp. Havre
Den borgerlige Værge har oppebaaret: Aarlig Løn omtrent 40 Rbd.,
samt Godtgjørelse af 60 Td. Havre
Med
hensyn til denne Løn for Kirkeværgerne har det kongelige Danske
Cancellie i Skrivelse af 22 Januar 1839 yttret:
”At Loven viser, at
Kirkeværgemaal henhøre til de borgerlige pligter, hvilke gratis
skulle forvaltes, og kun i et specielt Tilfælde tillægger Loven
2-22-55 dem af de formuende Kirker 1 á 2 Rbd. Denne Udgivt for
Kirken bør derfor ophøre, naar de nuværende Værger fratræde
Værgemaalet”.
Nærværende Comite maa
imidlertid ganske tiltræde den af Frue Kirkes Værger i deres
herved tilbagefølgende Skrivelse til Consistorium af 29. Marts
1839 udviklede Mening, at Udredelse af den omhandlende Løn maa
antages af have tilstrækkelig retsgyldig hjemmel, idet den
nemlig kan forfølges [side 13] saa langt tilbage i Tiden i
Kirkens reviderede Regnskaber, at selve denne dens lange
Bestaaen – i Overensstemmelse med de i Lovgivningen, og nemlig i
Lovens 2. Bog, i en Mængde lignende Retsforhold ideligen
anvendte Retsgrundsætninger – maa antages at afgive baade det
fornødne Bevis for, at forholdet i sin Tid retsgyldigen er
anordnet paa den nuværende Maade og tilstrækkelig Adkomst for de
vedkommende til fremdeles at fordre det vedligeholdt, og at
saaledes den almindelige Regel i Loven 2-22-55 ikke kan finde
Anvendelse paa det her omhandlende Forhold, der er undergivet en
anden speciel Retsregel, noget der ideligen møder med hensyn til
de almindelige Bestemmelser om deslige Retsforhold i Lovens
anden Bog. Comiteen skal tillade sig hertil at føie den
Bemærkning, at den ved Frue Kirke hidtil fulgte specielle Regel
undentvivl saameget mindre kan omstødes ved den almindelge
Forskrift i det paaberaabte Lovsted, som dette aabenbart alene
synes at have de almindelige Sognekirker for Øie, hvorimod det,
saavidt Comiteen har kunnet erfare, ogsaa ved alle andre
Domkirker, ligesom ved Frue Kirke skal være tilfældet, at
Bestyrelsen af Kirken og dens
[side 14]
Gods er reguleret paa særegen
maade, og passende Emolumenter tilstaaende Bestyrerne, jfr. t.ex.
Resel. 13. Novbr. 1822. Og selv med hensyn til de almindelige
Kirkers Bestyrelse er det bekjendt, at Lovens almindelige Regler
paa mangfoldige Steder ved gammel Vedtægt eller specielle
Resolutioner ere forandrede, saa t. ex. Canc. Skr. 3 Mai 1735,
især Canc. Skr. 6 Aug. 1805, Respl 27. Juli 1842, Canc. Skr. 18.
Jan 1794; Rspt 8. Januar 1796; Rspt 10. Febr. 1841, § 4 og 8 (Call
Tid. S.f. 1841 s. 215 ff); ligesom ogsaa den nyere Lovgivning i
flere andre Tilfælde har erkjendt, at Kirkeværger bør have et
billigt Vederlag for deres Forretninger, har forordn. 13.Novbr.
1829 §2, jfr. Canc. Skr. 10 Febr. s.A.. Fremdeles skal Comiteen
bemærke, at endskjøndt det ved de i Consistorii Archiv
anstillede Efterforskninger ikke er lykkedes, at udfinde de
enkelte Beslutninger, hvorved Frue Kirkeværgers Emolumenter ere
blevne endeligen regulerede paa den nuværende
(note: herved maa det dog
bemærkes, at det meget vel er muligt og endog sandsynligt, at
flere Oplysninger ved en fuldstændig Undersøgelse af Archivet
vilde kunne findes; men til en saadan Undersøgelse vilde fordre,
at Consistorii Acta, copibøgerne osv for nogle Aarhundrede i
hvilke der ikke haves registre over samme, maatte gjennemgaaes
næsten Blad for Blad, et Arbeide som Comiteens Medlemmer
naturligvis ikke have kunnet indlade sig paa. Den
Efterforskning, som medundertegnede Larsen succesivt, naar
Leilighed dertil gives, har kunnet anstille, har saaledes uagtet
at al den derpaa anvendte Tid, dog maattet indskrænke sig til en
Undersøgelse af forskiellige Partier af den hele Masse, deels
efter en gisning om, hvor noget muligen maatte være at finde, og
deels efter vilkaarligt Valg.),
er der
[side 15]
dog fundet flere Data, der
bekræfter den Mening, at samme Grunde sig i meget gamle
Bestemmelser, som efterhaanden i Tidens Løb ere givne af de
Autoriteter, der efter den paa de Tider, da Beslutningerne
tages, gjældende Ret vare berettigede til herom at gjøre en
gyldig Bestemmelse. Saaledes er det beviisligt, at Kirkeværgerne
allerede har hen ved 300 Aar siden have nydt Kirkens Smaaredsel
af Havre, Lam, Gjæs og Høns, hvorfor som Hjemmel paaeraabes
”Sognemændenes og de Høilærdes Samtykke”, vide Frue Kirkes
Regnskaber for 1559 og de følgende Aar (note: I consistorii
Archiv findes Regnskaber for Frue Kirke fra 1552-1584, men ikke
for den følgende Tid. ) Et senere Regnskab af 1582 viser, at
”Rector, Biskoppen, Professores saa og Borgemester og Raad,
bevilgede en afdød borgerlig Kirkeværges Enke en Godtgørelse af
75 Daler, fordi hendes afdøde Mand i 12½ Aar ikke havde beregnet
sig Noget, som Løn til en Skriver og for Papir, saaledes som
hans Formand havde erholdt”. [side 16] Af Acta Consistorii den
12. Aug 1619 sees, at den daværende borgerlige Værge vilde
frasige sig Bestillingen, hvis man ikke vilde forhøie hans Løn
med1/10 af Kirkens uvisse Indtægter; men efterat der herom var
canfereret med Universitetets Cantsler blev dog Resultatet for
dengang, at Værgen skulde lade sig nøie med hvad, hans Formand
havde haft. Men en senere Beslutning i Acta Consistorii d. 25.
Febr. 1662 synes dog at visse Aar i Mellemtiden maa være indført
en forhøielse af Værgens Emolumenter; thi Consistorium og den
med Regnskabs Aflæggelse tilstedeværende Borgemester tilstod da
den borgerlige Værge en Godtgjørelse af 200 Rd., fordi han i de
fire sidstforløbne Aar, paa Grund af Krigsurolighederne, intet
havde nydt af Kirkens Bønder, som Kirkeværgen ellers var
tillagt; hvilken Godtgiørelsens størrelse synes at forudsætte,
at Værgens Løn allerede dengang kunde anslaaes til circa 50 Rdl
Aarlig. Endelig maa ogsaa Retvies siges af den omhandlende Løns
Udvidelse ansees erkjendt, ikke blot som ovenmeldt af
vedkommende Overbestyrelse ved Regnskabernes Opprobation, men
ogsaa specielt ved flere anden Leiligheder,
[side 17]
Saasom under Forhandlingerne
af en Sag, som blev afgior ved Kongelig Resolution af 17. Januar
1810, da nemlig den borgerlige Værge Capitain Friborg havde
andraget, at det ham tillagte Salarium ikke afgav tilstrækkelig
Vederlag for de med Bestallingen forbundne Forretninger og
Udgivter, og den academiske Værge i sin over dette Andragende
afgivne Erklæring havde anseet det billigst, at der blev
tilstaaet Friborg en Gratification af 100 bd og at hans Løn blev
forhøiet til 80 Rbd Aarlig, meddeelte Consistorium den kongelige
Direction disse Andragender, man indstillede at det med den
foreslaaede Forhøielse i Lønnen maatte henstaa indtil videre, da
under de daværende Omstændigheder, indtil Kirkens Opførelse
igien begyndte, Arbeidet for Kirkeværgen snarere vilde
formindskes end forøges, hvorimod det ansees billigt, at der
engang for alle blev tilstaaet Friborg en Gratification paa 200
Rbd af Kirkens Midler, og denne Indstilling blev ogsaa af Hans
Majestæt ved den ovenanførte Resolution bifaldet. Derfor blev
der, efterat Kirkens nye Bygning var fuldført, ved kongelig
Resolution af 25. Decbr. 1832 endvidere tillagt Capitain Friborg
en Gratification af 400 Rbd Sølv Mønt
[side18]
For de af ham i Anledning af
Kirkens Gjenopførelse besørgede Forretninger (Rescript for 1832,
s. 483) Disse kongelige Resolutioner visse saaledes vise
saaledes ogsaa paa det mest afgjørende, hvor ganske uantageligt
det er, at L. 2-22-55, efter de særegne Forhold ved Frue Kirke,
skulde kunne have Anvendelse paa denne.
Comiteen kan saaledes ikke
tvivle om den fuldkomne Retsgyldighed af det omspurgte Forholds
hidtil værende Ordning, og den maa antage, at det kongelige
Danske Cancellie, naar de fremsatte Oplysninger og Bemærkninger
blive samme meddelte, vil frafalde den i Skrivelse af 22. Januar
1839 fremsatte Paastand, selv uden hensyn til, at den
Omstændighed, der foranledigede denne Paastand, nemlig
Underballance i Kirkens Indtægter imod dens Udgivter, nu har
forandret sig saaledes, at Indtægterne ikke ubetydeligt
overstige Udgivterne.
Skulde imidlertid saadant imod
Formodning ikke blive Tilfældet, vil den hidtil gjældende
Tingenes Orden dog upaatvivlelig ikke kunne ophæves ved
Cancelliets Resolution, men Consistorium maa kunne forlange, og
vil uden tvivl forlange, at Sagen forelægges Hans Majestæt
Kongens til allerhøieste Afgørelse.
[side 19]
Foruden de ommeldte
Emolumenter af Frue Kirkes egne Indtægter oppebærer den
academiske Værge endvidere to Trediedele af
Kirketiende af
Hvidovre Byes Hartkorn 177 Tdr. 3 Skp. 3 Fkr., for Tiden med
Afgivt i Penge, beregnet efter 6 Skp Byg pr. Td. Hartkorn,
hvorfor ogsaa Hvidovre Kirke er underlagt hans Bestyrelse. Med
hensyn til denne Præstation har den kongelige
Universitetsdirection i Skrivelse af 14.de Juni 1836 antaget, at
naar den nuværende academiske Værge afgaaer fra Bestillingen,
vilde den være at inddrage under den academiske Fond, og
Hvidovre Kirke at underlægge Qvesturens Bestyrelse. Men
undertegnede Clausen har i en Skrivelse af 8de Juli s. A søgt at
oplyse, at det blot er ifølge Universitetets Patronatsforhold
til Frue Kirke, at dennes Tiende oppebæres af en af
Universitetslærerne, som procurator templi, og at der derfor
ikke retteligen kan disponeres over samme paa den tilsigtede
Maade; og saavel Inspectores Qvæstoræ i en Erklæring af 15.
Decbr. 1836 som Consistoriun i Skrivelse til Universitetes
Directionen af 24. Decbr. s.A. som erklæret sig hermed
overensstemmende, ligesom ogsaa, saavidt erindres, Qvæstor selv
i senere Forhandlinger om Hvidovre Kirke er gaaet ud fra denne
[side 20]
mening . Dog har dette
Anliggende ikke hidtil erholdt nogen bestemt Afgjørelse; jf.
Qvæstors Instrux 5. Jan. 1838 §3, der kun omtaler det som en
mulighed, at Hvidovre Kirke kan blive underlagt Qvæsturen.
Comiteen skal med Hensyn til
dette Spørgsmaal indskrænke sig til den Bemærkning, at om det
endnu med Hensyn til at det er Universitetet og ikke den enkelte
Professor som procrator templi der har Patronatets rettigheden
til Frue Kirke – kunde forsvare, at inddrage den omhandlende
Tiende under Universitetets almindelige Indtægter, saavel dog
denne Indtægt, naar det høist maa ansees som givet, at den blot
oppebæres som følge af Patronatsforholdet, gaar tabt for
Universitetet ved Opløsning af dette forhold, og denne Opløsning
saaledes i ethvert fald paafører Universitetet et ikke
betydeligt Tab. I øvrigt har der ved de i Archivet anstillede
Undersøgelser ikke været at finde nogen bestemt Oplysning om den
egentlige Adkomst til den omspurgte tiendeindtægt, og Comiteen
maa saaledes i denne henseende henholde sig til de af procurator
templi og Consistorium i Aaret 1826, foranlediget ved en
Forespørgsel fra Cancelliet, afgive Erklæring, hvoraf Gjenparter
herved følge, og hvori det vises, at samme
[side 21]
Universitets Rettigheder i
ethvert Fald maa ansees tilstrækkelig hjemlet ved dens udøvelse
i mindelig Tid. Af Hvidovre Kirkes Regnskabsbog, som begynder
med Aaret 1732, ses det, at Forholdet melle den vedkommende
Professor, procurator templi, og denne Kirke netop er ordnet paa
sammen Maade, som der forhen, førend corpora bleve ophævede, var
almindeligt med hensyn til Universitetets egne kirker, som gik
paa Option imellem Professor under Navn af Canon afgav 1/3 af
Kirketiende og beholdt selv det Øvrige, kun med den Forskjel, at
denne Canon for Universitetets egne Kirker blev afgivne til den
almindelige Bygningskasse, som bekostede Kirkernes
Vedligeholdelse, hvorimod Hvidovre Kirkes Canon umiddelbart
tilfalder Kirken selv. Dette sidste forhold maa saaledes uden
tvivl i sin Tid være ordnet ved en eller anden speciel
Bevilling, som nu ikke har været at fremskaffe.
Vel bevares endnu i
Consistoriums Archiv Kong Frederik II’s aabne Brev af 23. Aug.
1573, angaaende at Hvidovre Sogn, eller som det dengang og endnu
en lang Tid derefter blev kaldet ”Ouffreydre Sogn” maa og skal
altid blive annecteret til Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn, og den
ældste Kapellan oppebære alle præsterlige
[side 22]
Indtægter Fremdeles sees det
af nogle Kaldsbreve og Reverser fra 1621, 1623 o.s.v., at
Hvidovre dog senere i nogen Tid har havt sine egne Sognepræster,
hvilke bleve kaldede af Consistorium, som det udtrykkeligen
siges ”paa Frue Kirkes Vegne”, og da i en følgende Tid Sognet
endelig blev forenet med Frue Kirkes øvertse Capellan, har
Consistorium naturligviis, ved at kalde til dette sidste, eo
ipso ogsaa udøvet Kladsret til detførstnævnte. Men om det end
er deri Patronatsret, som Universitetet saaledes erholder over
Hvidovre Kirke ved dens forbindelse med Frue Kirke, der har
forenlediget, at en af Universitetets Professorer som procurator
templi fik rettighed til den omhandlende Tiendeoppebørsel, har
denne dog udentvivl tillige havt en anden speciel, nu ubekendt
Retsgrund, hvilket bestyrkes derved, at Rettigheden er
vedbleven, uagtet Hvidovre Kirkes forbindelse med Frue Kirkes
Kapellanie blev ophævet. Efterat det nemlig i Aaret 1742
foreløbigen var bestemt, at Hvidovre Sogn ved leilighed skulle
adskilles fra Frue Kapellanie, blev denne adskillelse ved en
indtruffen Vacance virkelig iværksat i Aaret 1747, saaledes at
Hvodvore blev forenet med Frederiksberg Sognekald, imod at dette
udredede 150 Rbd. aarlig til den
[side 23]
øvertse Kapellan ved Frue
Kirke, ligesom ogsaa Frue Sognekalds Rettighed til Tiende af
Valdby og Viersløv rereserveredes; og endelig blev det ved denne
Leilighed afgiort, at det ikke længere kunde tilkomme
Universitetet nogen udøvelse af Kaldsret med Hensyn til Hvidovre
Sognekald; jfr. Badens Journal V, p. 186. Saaledes ophørte vel
Consistoriets Ret til at kalde Præst til Hvidovre Kirke, men i
øvrigt vedblev det hidtilværende Retsforhold uforandret.
Procurator templi beholdt Værgemaalet for Hvidovre Kirke og den
dermed forbundne Oppebørsel, og Consistorium er vedblevet at
udøve Kaldsretten til Degne- eller Skolekaldet i Hvidovre.
Hvad dernæst angaar de Byrder, som ere paadragen Universitetet
ved Patronatsforholdet til de tvende Kirker i Hovedstaden, kan
hertil paa en vis Maade henregnes den Andeel i de academiske
Gebyrer, som fra ældre Tider paa Grund af
Forholdet til
Trinitatis Kirke er blevet tilstaaet Præsterne og de
underordnede Kirkebetjente ved denne Kirke, og som ifølge
Regulativet af 11 Januar 1839 fremdeles skulle udredes, hvilken
Andeel udgjør det betydelige Beløb af circa 600 Rbd. aarlig. Om
det nemlig end kan antages, at denne Præstation oprindeligviis,
idetmindste tildeels, har været anordnet som en personlig
udredelse af de Studerende til Præsterne og
[side 24]
Kirkebetjentene, er de
Studerendes forhold til bemeldte Kirke dog senere ikke
uvæsentligen forandret, og den Omstændighed, at bemeldte
Præstation er indbefattet under de academiske Gebyrer er til
hinder for en videre Forhøielse af disse til Fordeel for
Professorerne; jfr. Selmers Universitetsaarbog for 1839 s. 42ff.
Hertil kommer, at der af Communitetets Kasse aarligen udbetales
et Beløb af 139 Rbd. til Sognepræsten og Kapellanen ved bemeldte
Kirke; jfr. Rspt 17. Mai 1791.
En betydelig Forøgelse af
Byrderne vilde opstaae for Universitetet, saafremt det med
Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter – i den af Dem i Sagen om
Trinitatis Kirkes Formueforfatning afgivne Erklæring – kunde
antages, at Universitetet var forpligtet til ved et Tilskud at
sørge for Betaling for denne Kirkes Gjæld og dens øvrige
Udgivter, forsaavidt samme ikke ved Kirkens almindelige
Indtægter kunne bestrides, saa at der hidtil ikke kunde
paalignes Menigheden noget extraordinat Bidrag. Da denne Sag
imidlertid er bleven os forelagt af Consistorium til særlig
Betænkning, skulle vi her ikke opholde os ved dette Spørgsmaal,
men skulle kun tillade os foreløbigen at udtaleden ening, at vi
maae ansee det for retligt umuligt
[side 25]
at Borgerrepræsentanternes
Paastand skulde kunne blive tagen til følge ved Sagens endelige
Afgørelse.
En eventuelt pecuniair Byrde
for Universitetet af det omhandlende Patronatsforhold kunde
fremdeles opstaar, vis det med det Kongelige danske Cancellie
maatte antages som Regel, at Kirkernes Midler, naar de indsattes
i Qvæsturen, maatte behandles efter de samme Regler, som de
Umyndiges Midler, og navnligen den academiske Fond ubetinget
staar til Ansvar for samme, men det urigtige i dette Paastand er
udentvivl saa tilstrækkeligen oplyst i Consistorium under 13,
April d. A. afgivne Erklæring, at det sikkert kan ventes, at
denne Paastand ikke vil blive uchæreret [?] – og i alt fald vil
dens Retmæssighed ikke kunne afgjøres af selve Cancelliet.
Sammenholdes nu de fordele af
Patronatsforholdet, som Universitetet for Tiden er i besiddelse
af og efter Comiteens Mening maa kunne fordre fremdeles at
biholde son dets lovlige Ret, med Byrderne, maa alt udentvivl
erkjendes, at der navnligen naar Patronatet for begge Kirker
betragtes under ét, er en saadan Overvægt paa Fordelenes Side,
at det ingenlunde kan være i Universitetets Interesse at søge
Forholdet opløst.
Vistnok er der i denne
henseende stor Forskjel
[side 26]
med Hensyn paa Patronatet for
Frue og Trinitatis Kirker, da hiint medfører betydelige
fordele, dette udentvivl overveiende Byrder; men deels vilde det
endog af denne Grund ikke være sømmeligt, om Universitetet, i
det det bifaldt det fordeelagtige Patronat, vilde søge at befrie
sig fra det andet, deels er netop Universitetet ved den Maade,
hvorpaa forholdende have dannet sig, blevne fastere knyttet til
Trinitatis Kirke, eller denne til hiint, og det lader signæppe
vente, at de af dette Forfald flydende Byrder i vore Tider
skulle blive overtagen af eller paalagte nogen anden offentlig
Autoritet eller Kasse. Fremdeles er vel paa den ene Side nogle
af de pecuniere fordeles Bevarelse sat under Qvæstion, medens de
paa den anden side reiser sin Forslag paa at forøge Byrden; men
det tør udentvivl forudsættes, at ligesom det endnu er lykkedes
Consistorium ved Universitetsdirectionens Medvirkning at erjolde
Rettigheden til at udnævne Kirkebetjente tilbage, og ligesom
Directionen nyligen har vidst paa det strengeste at Haandhæve
Metropolitanskolens Rettighed imod Kirkerne, saaledes vil
Universitetets Bestyrelse end mere være i stand til at afværge
de ovenberørte Forringelser i Universitetets Vilkaar..
[26 side ]
Som en af de omhandlende
Forhold flydende Byrde, har den Kongelige Universitetsdirection
særligen udhævet den ved Administrationen for vedkommende
Professor forbundne Tidsanvendelse og Uleilighed. Ogsaa hvad
dette Punkt angaaer, maa der gjøres Forskjel mellem Frue og
Trinitatis Kirkes Værgemaal. Det kan, hvad det sidstnævnte
angaaer, ikke nægtes, at det for den nærværende academiske
Værge, medundertegnede Hohlenberg, har været en ikke ganske
ringe Byrde og udfordret mere Tidsanvendelse end ønskeligt var,
hvorvel det paa den anden Side maa indrømmes, at dette
fornemmeligen har været en følge af temporaire Omstændigheder og
Kirkens uheldige Formues tilstand, hvorved Undersøgelser og
Forhandlinger ere foranledigede, som uden syndelig frugt optage
megen Tid, hvorimod Arbeidet vistnok vil formindskes naar, som
man maa haabe, Kirkens pecuniere Forhold blive bragte i en fast
Orden; men selv da, og til alle Tider, vel det Arbeide, som
dette Værgemaal kræver, dog være for stort i Forhold til det
høist ubebetydelige Vederlag for samme, 17 Rbd. Man maa vel, som
nylig bemærket, ikke kunne tænke paa at forandre Universitetets
Patronatsforhold til Trinitatis Kirke, naar det til Frue Kirke
vedbliver
[side 28]
at bestaae uforandret; og
tages der hensyn til det af disse
Værgemaal
flydende Arbeide overhovedet og under sædvanlige Tidsforhold,
da vil den derved Professorene paalagte Byrde ingenlunde være af
saadan Betydelighed, at den skulde kunne gjøre noget Afbræk i de
vedkommende Professores academiske Virksomhed eller i øvrigt
være dem til særdeles Besvær, og da kun saaledes ikke afgive
nogen Motiv til at opofre Rettigheden, som det maatte erkjendes
at være af Vigtighed for Universitetet at bevare. Hermed stemmer
ogsaa det af den kongelige Direction paaberaabte Rescript af 28.
Marts 1804; thi samme ansaas det vel for ønskeligt, at
Professorerne saavidt muligt kunne befries for deslige
Forretninger, men vil at der tillige herved skal tages hensyn
til: ”at Universitetet ikke mister nogen af de samme forundte
Herligheder og Fordele”:
Som en af de bestaaende
Forhold flydende Ulempe har Directionen fremdeles anført ”den
Vidtløgtighed og Ophold af Sagerne samt Tidspilde og Uleilighed,
som en Brevveksling mellem saamange Autoriteter ikke kan andet
end medføre”. Vi skulle hertil bemærke, at der i de
[side 29]
her omhandlende Sager i
Almindelighed ikke er flere end tre Instrukser, som er det
sædvanlige i administrations Forhold, nemlig Kirkeværgerne,
Patronatet eller Konsistorium og Universitetsdirectionen (note:
Bestyrelsen af Kirkerne i Kjøbstæderne udenfor Kjøbenhavn har
derimod i Almindelghed fire Instantser: Kirkeværgerne,
kirkeinspectionerne, Stiftsøvrigheden og Kancelliet.), og at det
i nogle Sager kan være nødvendigt at correspondere med andre
Autoriteter, saasom med de egentlige geistlige og med de
almindelige communale Autoriteter, er ordentligviis kun en følge
af den Maade, hvorpaa de kirkelige Forhold gribe ind i andre
Instantser og Forhold, og saadant lader sig derfor udentvivl
ikke i det væsentlige afhjælpe ved forandrede Bestyrelsesformer.
Derimod maa det vistnok erkjendes, at den Omstændighed, at
Directionen i endeel af disse Sager maa corespondere med
Kancelliet, som det Kollegium, der har det almindelige øverste
Tilsyn med de kirkelige Anliggender, kan medføre en i sig selv
betragtet overflødig Vidtløftighed og at unødvendigt Ophold af
Sagerne; maa denne Ulempe hidrører da derfra, at der desværre
endnu ikke existerer én samlet Overbestyrelse for Kirke- og
Undervisningsvæsenet, og bør ikke søges afhjulpet ved en
forandring af de underordnede bestyrende Autoriteter.
[side 30]
Endelig har Directionen
henviist til de forviklinger og ubehageligheder; som
formentligen let kunde opstaa af de omhandlende Forhold; men det
Tilfælde der anføres og vel ogsaa alene kunde anføres som
Eksempel herpaa, at nemlig Frue Kirkes Værger frabede sig den af
Directionen bestemte deeltagelse af Qvæster i en denne
uvedkommende Forretning, skjønnes ikke at føre herhid. Derimod
er det vel muligt, at naar det, som Komiteen nedenfor nærmere
skal omhandle, maatte blive nødvendigt i Fremteden at indrømme
Stadens Kommunalbestyrelse en større Medvirkning end hidtil med
hensyn til de tvende kirkers Bestyrelse, vil der vel herved
stundom kunne foranlediges Bryderier og Ubehageligheder, men den
blotte Mulighed af slige enkelte og forbugaaende klager kan dog
udentvivl ikke afgive noget gyldigt Motiv for Universitetet til
at apgive dets lovlige Rettigheder.
Vi have hidtil betragtet det
omhandlede Forhold alene fra den pecuniaire Fordeels eller den
patronatslige Herligheds Side i Modsætning til Byrderne; men vi
have allerede antydet, at en anden Side af Sagen kommer ikke
mindre i Betragtning ved en Besvarelse af det fremlagte
Spørgsmaal.
Betragtet fra det kirkelige
Standpunkt, som vistnok
[side 31]
i almindelighed er tabt af
Syne, men ikke desto mindre er Det oprindelige og ogsaa til
enhver Tid kan gjøres gjældende paany, stiller
patronatsretten i et specielt Forhold til Kirken til at have en
Stemme ved Kirkelige Forhandlinger af megen større
Vigtighed. Dette forekommer Comiteen at være et Synspunkt, som
fortjener al Opmærksomhed. Det er næppe tilfældigt, og i alle
Tilfælde har det sin særegne Betydning, at Universitetets
historie fra første Tid af er sammenknyttet med Landets
Hovedkirkes Historie, at det academiske Senat, hvori det
Theologiske Facultet er indbegrebet, gjennem dette Medium staaer
i synlig og nær forbindelse med den danske kirke og det danske
kirkevæsen. En saa betydningsfuld Forbindelse hører vist ikke
til den, som Universitetets bør række Haanden til at løse;
ligesom det heller ikke bør antages, at Regjeringen vil
indvillige i en saadan Løsning, efterat det kirkelige Patronat
kun altforhyppigt – her, ligesom i anden evangeliske Lande – er
geraadet i urette Hænder. Hertil kommer endnu at, den ene af
Universitetets Kirker, som Landets Hovedkirke, er forbeholdt
saavel kirkelige som andre Høitider af særegne Betydning og
Interesse, og at den er bleven et Eksempel for christelig Kunst,
som ikke har sin lige dennesides Alperne. Patronatet for en
saadan Kirke synes at maatte betragtes som en Hæderspost, paa
hvilken Universitetet ikke vilde kunne give Afkald, selv om –
hvad ikke er Tilfældet – de derimod forbundne Byrder ikke
overveiedes af Fordelene. Disse Grunde tale derimod ikke i samme
Grad for Bevarelse af den samme Forbindelse med Trinitatis
Kirke; men som ovenfor bemærket forekommer det Komiteen ikke at
ville være sømmeligt for Universitetet at arbejde paa at drage
sig ud af denn forbindelse, som ydede mindre Interesse eller
ringen Fordeel.
Skulde imidlertid Konsistorium
eller den Kongelige Direction ikke bifalde den af os antagne
Mening, men komme til den Overbevisning, at det var rigtigst at
søge Universitetets omhandlende Patronatsforhold ophævet, vilde
det naturligviis blive at paase, at Universitetet, naar det
berøvedes de af dette Forhold udsprungne Rettigheder, da ogsaa
fritages for de Byrder, som det har forenlediget, og derunder de
vistnok ogsaa de, Præsterne og Kirkebetjentene ved Trinitatis
Kirke i ældre Tider, under ganske andre Omstændigheder en de
nuværende, tilstaaede Emolumenter. Men ogsaa naar
Patronatsforholdet vedligeholdes, kan det udentvivl med Føie
gjøres gjældende, at der ved Bedømmelse
[side 33]
af, hvorvidt Universitetet med
Billighed kan fordre en eller anden enkelt rettighed confirmeret
paa samme Maade som hidtil, ikke blot bør sees paa
Beskaffenheden af den enkelte Rettighed for sig, men paa det
hele bestaaende Forhold, med dets gjensidige Fordele og Byrder,
saaledes som det efterhaanden fra gammel Tid har udviklet sig,
ligesom det derhos heller ikke bør tabes af sigte, at Patronatet
efter de fremforne Kongers Hensigt, som have forlenet
Universitetet samme, bør være en virkelig Herlighed og Fordeel
og ikke gjøres til en Byrde for dette.
Naar Universitetet, saaledes
som Comiteen antager, beholder Patronatet, vil det dog udentvivl
ikke kunne undgaaes, at indrømme
Communalbestyrelsen en passende Medvirkning og Control med
hensyn til Kirkernes oeconomiske Bestyrelse. En Fordring
herpaa fra Communalbestyrelsens Side kan ikke blot i
Almindelighed støttes derpaa, at det fra Patronatets Side
forlanges, at Menighederne i fornødent Fald skulle ved Ligning
tilveiebringe det fornødne til Kirkernes Vedligeholdelse, jfr.
Forordn. 24. Oct. 1837, § 19, men her, som ovenanmeldt ogsaa
hos Frue Kirkes vedkommende udtrykkelig Hjemmel i Fundatsen af
1539, hvis Bestemmelse herom udentvivl ikke
[side 34]
ved Forsømmelse efterhaanden
have tabt Anvendelse. Paa en passende Forandring af de nuværende
Forhold i denne Retning vil Universitetet derfor vistnok finde
villig til at indlade sig, naar Forslag derom maatte fremkomme
fra Communalbestyrelsens Side.
I øvrigt kunne vi ikke andet
end antage, at de ikke alene være kirkeligt Forhold overhpvedet
i flere henseender gjøre væsentlige Forandringer ønskelige, men
navnligen ogsaa de kirkelige Forhold i Kjøbenhavn have for en
Deel trænge til saadanne, vil det næppe kunne vare længe,
forinden Forhandlinger derom vill blive fremkaldte, hvilke
muligen ogsaa kunne berøre Patronatsforholdene; og det
forekommer ogsaa Grund heraf, hvorledes man end vilde bedømme
disse, forsaavidt Universitetet vedkommer, i og for sig, og
uanseet at slige Forhandlinger vilde medføre ny Byrde for dem,
som ifølge deres Stilling kom til at deeltage deri, at ville for
Øieblikket være mindre betimeligt at gjøre Skridt til en
Forandring af Universitetets gamle Forhold til de tvende Kirker.
Efterat vi saaledes have
omhandlet det os forelagte Hovedspørgsmaal og derunder tillige
de enkelte
[side 35]
omspurgte Forhold, hvis
Berigtigelse maa have en væsentlig Indflydelse paa hiint
Spørgsmaals Besvarelse, staaer det kun endnu tilbag at behandle
nogle enkelte, Komiteen endvidere forelagte Spørgsmaal af
underordnet Natur.
Der er saaledes for det første
fremlagt den Paastand, at de
Universitetsforvalterne under Navn af Fogedpenge og
Recognitioner tillagte Emolumenter, som ogsaa fordsaavidt
Frue Kirkes Gods angaaer i en Række af Aar have været udredede
af academiske Fond, men for dette Gods Vedkommende maa ansees at
være denne uvedkommende, bør bæres ikke af Frue Kirkes øvrige
Indtægter, men afkortes i de Værgerne tillagte Emolumenter,
saalænge Kirken skal vedblive at tilsvare disse. Der er for at
begrunde denne Paastand opstillet, i en indtagsviis [?] medeelt
Skrivelse af Biskoppen, en Række af Hypotheser, der gaaer ud paa,
at den academiske Værge for den ham fra gammel Tid tillagte Løn
har været forpligtet til at besørge eller aldeles besørge
Godsets Forvaltning, hvilket er fundet saameget mere
sandsynligt, da den største Deel af samme udredes i Sæd,
fremdeles at bemeldte Værge har ladet den ham paaliggende
Forvaltning udføre ved Universitetets Forvaltere, som, ifølge
deres Forhold til Konsistorium, overtage sig dette uden videre
Godtgjørelse end hvad der af Sportler kunde tilfalde ham; og
endelig
[side 36]
at, da forvalterens Løn i
Aaret 1811 blev bestemt til noget Vist af hver Gaard og Huus,
har Konsistorium af Velvilie med et af dets Medlemmer ingen
Indvendinger gjort mod, at denne Løn for Frue Kirkes Gods blev
udredet af Universitetet.
Men hver enkelt af disse
Hypotheser er upaatvivlelig ganske uholdbar. At der paa
fraliggende Fæstegods maatte haves en underordnet Betjent, en
Foged, der paa Stedet selv kunde føre det stadige Opsyn med
Godset og besørge de ringere løbende Forretninger, m.m., var
udentvivl efter Forholdets egen Natur saa nødvendigt, at det
slet ikke er rimeligt, at den ved Bestemmelsen af Lønnen for de
i Kjøbenhavn besatte Værger skulde være taget Hensyn til, at de
selv skulde udføre eller lade udføre disse Forretninger, men den
naturlige Synsmaade maatte være, at de muelige Udgivter til en
saadan Foged maatte, ligesom andre nødvendige Administrations
Omkostninger, være Værgerne uvedkommende. At den disse for deres
Forretninger ved Kirkens og deres Formues Bestyrelse tilstaaede
Løn for endeel blev bestemt i Sæd havde derfor sin naturlige
Foranledning deri, at Kirkens Indtægter i ældre Tider for en
stor Del virkelig bleve erlagte i Naturalpræstationer. Derfor er
fremdeles
[side 37]
en vilkaarlig Formodning: at
Universitetsforvaleren skulde have paataget sig de ommeldte
Fogedforretninger som en Føielighed imod den academiske Værge.
Det har med hensyn til de Embedsmænd og Betjente, som blive
ansatte for at assistere Consistium og de enkelte Professorer i
administrative Forretninger, stedse været anseet som en
Selvfølge, at deres Functioner strakte sik ikke blot til
Universitetets egne, men ogsaa til de samme tilhørende Kirkes
Anliggender. Saaledes skulde disse Kirkers Capitaler efter de
gjældende Forskrivter indbetales i Universitetets almindelige
Qvæstur, og af denne besørges udsatte, m.m., og saaledes er det
udentvil ogsaa ligefrem gjort til Pligt for de Fogder, som
Universitetet maatte holde paa sit Fæstegods, tillige at
besørge det fornødne med Hensyn til Frue Kirkes Gods. Paa denne
Maade fremtræder i det det mindste Forholdet allerede i de gamle
Instruxer for Universitetets Fogder, som findes i Consistoriums
Copibøger, t.Ex. en Instrux af 26. Jan. 1691 for Poul Olufsen,
som Foged paa Unversitetets og Frue Kirkes Gods i Tryggevelde og
Vordingborg Amter, og Reglen er endnu den samme efter den nyeste
Instrux for Universotetsforvalterne af 1841, § 1. Ovenanførte
Instrux
[side 39]
af 1691 viser ogsaa, at
Fogderne da bleve lønnede af Frue Kirkes Gods paa samme Maade
som af Universitetets Gods, nemlig med 1 Rd eller ½ Rd af hver
Gaard Aarlig, Tiendepenge af Indfæstningerne, m.m. og det sees
saaledes, at denne Godtgjørelse til Fogderne i det mindste
allerede for 150 Aar siden har været Kirkeværgerne uvedkommende.
Da Forvalternes Lønningsmaade i Aaret 1811 blev forandret, kunde
derfor upaatvivlelig af Godtgjørelser, som i stedet for de ældre
Sportler blive dem tilstaaede, have været udredede af Kirken,
der ved Forandriinger fik en saa meget større Indtægt; men at i
stedet herfor Universitetet kom til at udrede samme for Kirkens
Gods, kan i intet Fald hidlades fra en formodet Velvilie has
Consistorium, da dette var uberettiget til at vise sin Velvilie
paa denne Maade, hvorimod saadant upaatvivlelig alene har havt
sin Grund i en Uagtsomhed fra Qvæsturbestyrelsens Side. Det kan
med Hensyn hertil bemærkes, at der var indløben den Feiltagelse
ved Behandlingen af Kirkens Gods, at man, naar der blev meddeelt
Arvefæste paa samme, bad Arvefæsteafgivterne indbetale i
Qvæsturen, som derpaa ikkun udbetalte de gamle
Jordebogsbogsafgifter
[side 39]
til Kirken, og forbeholdt
academiske Fond detOverskydende af de nye Arvefæsteafgivter,
efter den samme Regel der var foreskevet med Hensyn til
Universitetets eget Bøndegods i Forhold til de daværende
Besiddelser af Corpora. Denne Feil, der gik udpaa at behandle
Kirkens Gods, som om det tilhørte Universitetet selv, blev af
den academiske Værge først bemærket i Aaret 1815, og det
erkjendtes da i de af Inspectores Qvæstoræ og Consistorium
afgivne Erklæringer, at Kirken egentlig var berettiget til at
erholde Erstatning for, hvad de saaledes var blevet forlidet
udbetalt til den, men det bemærkedes derfor, at Beregningen af
denne Difference igiennem den Række af Aar, hvori Feilen havde
fundet Sted, vilde blive meget vanskelig og vidtløftig, ligesom
ogsaa Universitetet havde en Contrafordring paa Kirken, nemlig
for dennes Andeel i Omkostningerne paa Jordegodsets Udskiftning,
der var iværksat af Kirkens Gods under Eet med Universitetets
Gods. Sagen blev derefter ved Universitetsdirectionens Skrivelse
af 2.Decbr. 1815 afgjort saaledes, at de Frue Kirke tilkommende
Afgivter og Recognitioner af dens Arvefæste
[side 40]
maatte herefter hæves af den
selv, uden at indbetaling til og modtages af Universitetet,
hvorfor det fandtes rigtigst, at Kirken frafaldt Erstatning for,
hvad Universitetet muligen havde oppebaaret mere i Fæsteafgivter,
end der efter Jordebogen var refunderet Kirken, imod at
Universitetet ikke gjorde Paastand paa Erstantning af de paa
Udskiftningen af Frue Kirkes Gods medgaaende Omkostninger.
Saaledes blev da denne Feil besigtiget, men den anden
urigtighed, der egentlig kun var en Conseqvents af samme, at
Universitetet betalte Fogedpenge, m.m. af Kirkens Gods, er
forbleven upaaagtet, indtil den af den nuværende Qvæster blev
bemærket.
Det ovenanførste vil udentvivl
være tilstrækkeligt til at oplyse, hvor urigtige de hypoteser om
forholdets formentlige historiske udvikling ere, hvorpaa man har
villet begrunde Kirkeværgernes forpligtigelse at bære de
omhandlende Administrationsomkostninger.
Som en Grund for denne
Paastand er endnu deri paaberaabt Frue Kirkes mislige
oeconomiske Forfatning, ifølge hvilken enhver ny Byrde
[side 41]
for samme saameget muligt bør
søges undgaaet. Denne Betragtning er imidlertid lidet passende
da derfor ikke er Spørgsmaal om nogen ”ny Byrde” for Kirken, men
kun om en Præstation som den for længst burde have udredet, som
følge af den med Forvalterens Lønningsmaade iværksatte
Forandring, ved hvilken Kirken, idet den selv erholdt forhøiede
Afgivter af Godset, maa antages at have faaet tilstrækkeligt
Vederlag for Præstationens Overtagelse; og da saaledes den
omhandlende Udgivt upaatvivlelig maa ansees som Kirkeværgerne
uvedkommende, er det ikke som yderligere Grundd, men alene som
hostorisk Notits, at Comiteen endnu tilføier den Bemærkning, at
Kirkens oeconomiske Forfatning ikke længere er saadan, at den
jo meget vel kan udrese, hvad der paaligger den.
Endelig er det anført, at
saalænge Frue Kirke svarer en saa betydelig Afgivt til sine
Værger, bør den ikke bebyrdes med flere udgivter for sin
Administration, og at det først da vil være billigt, at Kirken
selv overtager Lønningen til Forvalterne, naar denne Afgivt til
Værgerne med Tiden maatte ophøre.
[side 42]
Men det synes herved overseet,
at der her ikke blot er Spørgsmaal om fra ny af at ordne Kirkens
Administration paa den mindst bekostelige Maade, men at der
ogsaa handler om en, Universitetets Professorer tilkommende, æld
gammel Rettighed, og et Billigheden af dennes uformindskede
Vedligeholdelse ikke retteligen kan bedømmes, uden ved tillige
at tage de med det hele Patronatsforhold fortundne Byrder i
Betragtning. I ethvert Fald synes det indlysende, at man ikke
billigen bør anvende anden Grundsætninger i det foreliggende
Tilfælde, end i andre, hvor Forholdene udentvivl langt mindre
tale for Bevarelsen af en lignende Indtægt. Naar det nu
erindres, at da der i Aaret 1839 blev Spørgsmaal om, ved
Vacancer at inddrage den
Præsterne ved Trinitatis Kirke fra ældre Tider tillagte Andeel i
de academiske Gebyrer, som ellers efter de almindelige, i
Omgang naturlige Forfald grundede Regler vilde komme de ved
Examen fungerende Professorer til gode, fandt man det ikke
gjørligt at undlade sig herpaa, fordi denne rundelige Indtægt
[side 43]
for Trinitatis Kirkes Præster,
om dens Vedbliven end maatte erkjendes at savne tilstrækkelig
Begrundelse i de nuværende Forhold, var en, engang erhvervet,
gammel Rettighed for bemeldte Præster – saa forkommer det
Comiteen, at det vilde være en Haandgribelig ubillighed, om det
vilde være i det hele eller tildeels betage Professorerne Deres
ligesaa gode og gamle Rettighed til en Indtægt, som oppebæres
for en virkelig Forretning, der endnu udføres af Dem i samme
Omfang som forhen.. Men Comiteen kan derhos ikke tilbageholde
den almindelige Bemærkning at der forekommer den, at der viser
sig en mærkelig Tendents til, ved enhver Leilighed at ville
confiskere professorernes Indtægter paa samme tid som ligeartede,
der tilfalde Geistligheden, agtes som urokkelige. Saaledes er
vistnok ogsaa Professorernes Rettighed til den omhandlende
Rettighed til den omhandlende Indtægt af Frue og Hvidovre Kirkes
ligesaa vel begrundet, som Frue Sognekalds Rettighed til Tiende
af alby og Vigersløv; men denne, fra en gammel, for længst
ophævet Sogneforbindelse
[side 44]
hidrørende Rettighed blev, som
ovenbemærket, utrykkelig reserveret ved den i Aaret 1747
iværksatte Forandring, og man vil upaatvivelig ikke opkaste
noget Spørgsmaal om Ophævelse af samme.
For det andet har den
Kongelige Universitets Direction fundet det meget tvivlsomt, om
der kan være tilstrækkelig Anledning til fra Universitetets Side
at renoncere paa den Paastand, at Frue Kirke bidrager en
forholdsmæssig Andeel til de øvrige Administrations
omkostninger, nemligen til
Qvæstors Gage og til Contoirudgivterne, i hvilken henseende
Directionen har ønsket at modtage Consistorii nærmere
Betænkning.
Comiteen skal til dette Punct
bemærke, at de Forvaltninger af Frue Kirkes Gods og Tiender,
ifølge det Ovenførte, er Qvæsturen uvedkommende, saa er det vel
egentlig med Hensyn til Forvaltningen af de Kirken tilhørende
Capitaler, som maatte indsættes i Qvæsturen, at Spørgsmaalet kan
opkastes; men dette gjælder da ogsaa om Trnitatis Kirke.
Fortiden indestaar i Qvæsturen
[side 45]
Af Legater, der fornemmeligen
tilhøre Trinitatis Kirke, dens Skole og fattige, men dog til
deels ogsaa Frue Kirke, omtrent 39.300 Rbd. af hvilke den
aarlige ¼ % udgjør circa 100 Rbd, som saaledes er et ikke ganske
ubetydeligt Bidrag af Kirkerne til Contoirudgivterne. Forhen, da
Frue Kirke eiede betydelige Capitaler, oppebar Qvæsturen af
disse Renter først et fast aarligt Bidrag paa 100 Rbd ifølge
Rescript 2. October 1784, og senere 1/8 % ifølge Rescript 2.
October 1801, indtil Capitalen efter Kirkens Brand 1807 maatte
anvendes til dens Gjenopbyggelse. Af den senere opsamlede
extraordinaire Bygnings- samt Rente- og Afdragelsesfond for Frue
Kirke har Qvæsturen ifølge denne Fonds særegne Natur ikke hævet
nogen Procentafgivt, hvorimod Fonden har udredet en særskilt
Godtgjørelse til dem af Contorpersonalet, som have besørget
Regnskabets Affattelse, m.v.. Endelig har Consistorium ogsaa i
dets Skrivelse til Directionen af 13. April d.A. erklæret, at
der kunde være Anledning til at tiltræde den af Cancelliet
yttrede Mening, at det var billigt, at de Kirkerne umiddelbart
[side 46]
Tilhørende Capitaler, der
herefetr indsættes i Qvæsturen, bleve fritagne for
Procentafgivten.
Comiteen skjønner heller ikke
rettere, end at der var god Grund til en saadan Indrømmelse, og
at der saaledes endmindre vil kunne paalægges Frue Kirke det
omspurgte særegne Bidrag til Administrations Omkostningerne. Om
nemlig endog Patronatsrettgheden til denne Kirke ikke kunde
antages at have anden Værd og Interesse, end den, at en af
Professorerne som procurator templi oppebar det ovenomhandlende
Emolument, saa maatte dog dette ikke ubetydelige Supplement til
Professorernens knappe Gegering ansees som saa rigtigt for
Universitetet, at det ikke synes af samme billigen at kunde
paasees, om den med Patronatet forbundne Administration kunde
medføre nogen, i alt fald vistnok ubetydelig Forøgelse i
Universitetes almndelig Fond, og det saameget mindre, da
[side 47]
Det betydelige aarlige Beløb,
som nu medgaaer til Qvæsturbestyrelsen, paastørstedelen bæres af
Fonds, som oprindeligen alene var henlagte til Professorernes
Gagering.
Endelig har Consistorium
tilstillet Comiteen en Skrivelse fra undertegnede Clausen,
angaaende, at der maatte anstilles nærværende Undersøgelse til
Oplysning om,
hvorvidt Frue Kirke kan ansees som Universitetslærernes rette
Sognekirke, idet Consistorium har antaget, at de
Undersøgelser, som Comiteen maatte anstille i Anledning af de
øvrige, samme forelagte Spørgsmaal, mueligen ogsaa vilde kunne
lede til Oplysning om dette Spørgsmaal. Comiteen har imidlertid
under de anstillede Undersøgelse ikkun stødt paa Lidet der kunde
tiene til Oplysning i denne Henseende, og der skal saaledes
indskrænke sig til følgende Bemærkninger.
Efter det hele Forhold, hvori
Frue Kirke ved Universitetsfundatsen af 1539 blev sat til
Universitetet, som et til dette hørende, og paa det nøieste med
samme
[side 48]
Forbundne Kirke (note:
Fundatsen indeholder derfor ogsaa udførlige Bestemmelser om
Kirkens Værger, Sognepræstens og Capellanernes Embedsboliger og
Indkomster m.m.), og naar derfor hensees til, at Universitetet
ved Fundatsen endog fik sit særegne verdslige Jurisdiction over
alle til samme henhørende Personer, baade Lærere og de
Studerende, synes det meget rimeligt at man her forudsat, at
disse Personer skulde henregnes til Kirkens Menighed uden Hensyn
til hvor de havde Bolig i Staden. Dog findes der et andet Sted i
Fundatsen, som taler mod, at dette virkelig var Meningen,
navnlig i det Afsnit, der handler om Udgivterne ved Deposits,
Promotioner, m.m., (Krag I, pag. 690-693) Der ogsaa indeholder
en Bestemmelse om, hvor meget enhver Student, Magiste, Doctor og
Professor aarligen skulde give ”til Sognepræsteni det Sogn, i
hvilket den Vedkommende boede”. Dog er dette næppe afgiørende,
da det ogsaa ellers i anden lignende Bestemmelse, da det ogsaa
ellers i anden lignende Forhold stundom findes at være gjort til
Regel, at Præstepenge og andre deslige staaende
[side 50]
Præstationer skulde erlægges
til Sognets Præst af alle Sognebeboere, uden Hensyn til, at
disse ifølge deres personlige Forhold i øvrigt henregnedes til
en ande Kirkes Menighed. Hvad der passerede med Hensyn til
Oprettelse af en særegen Studenterkirke i den første halvdeel af
det 17.de Aarhunderede synes ogsaa at tale for, at Studenterne i
Almindelighed vare ansete som henhørende til Frue Kirkes
Menighed. Det blev nemlig først i Aaret 1635 befalet, at
Auditoriet paa
Regentsen skulde indrettes saaledes, at det kunde benyttes som
en ordentlig Studenterkirke og alle sacra deri administrares,
hvilket først var bestemt at skulde skee ved Capellanen til frue
Kirke; men da det fandtes, at de ikke kunde paatage sig dette,
uden forsømmelse af deres øvrige Forretninger, blev en egen
Regentspræstansat (Pontoppidans annales eccles: Dom: III p.
829), og da det kort Tid efter ogsaa befandtes, at denne Kirke
var for liden efter Studenternes Antal, blev der strax skredet
til Opførelsen af den nye Studenterkirke eller Trinitatis Kirke.
Det synes ved disse foranstaltninger
[side 50]
Forudsat, at der allerede
ifølge Studenternes Stand og Stilling var en Sogneforbindelse
mellem dem, og at de altsaa ikke først nu bleve samlede til en
særegen Menighed, men at de blot bleve afsondrede fra en
Menighed, hvortil de allerede henhørte for at de kunde have
deres egen Kirke. Det Sted af Acta Consistrii den 17de Mai 1656,
som allerede er anført i undertegnede Larsens Skrivelse til
Consistorium af 7. Juni forrige Aar, viser ogsaa, at man
betragtede Trinitatis Kirke, som en Filial af Frue Kirke. (note:
Professor Fincke, som allerede var Procurator templi ved Frue
Kirke, blev nemlig anmodet om, ogsaa at paatage sig at være
Kirkeværge ved Den nye Trinitatis Kirke, ”paa det at filia
kunde blive hos matrona [mangler afsluttende citationstegn])-
Men har det saaledes været
antaget at Studenterne henhørte til Frue Kirke, maa det samme
naturligvis saameget mere været gældende om Universitetslærerne.
Dog var Spørgsmaalet for disses Vedkommende i ældre Tider uden
Tvivl ikkun af liden
[side 51]
Practisk Vigtighed, da i
Almindelighed enhver Professor dengang havde Embedsbolig, og
alle disse Residentser, saavidt Comiteen bekjendt, laae i Frue
Kirkes Sognedistrict.
I den Skrivelse fra Sjællands
Biskop, hvis Indhold findes meddeelt i Universitets Directionens
Skrivelse af 14de Mai 1839, yttrer Biskoppen: ”at Frue Kirke
stedse er bleven anseet for Professorernes rette Sognekirke.”
Der haves saaledes her et Vidnesbyrd om, hvad der er den nu
gjældende Retsvedtægt, af en Embedsmand, der efter sin Forhold,
bedre end de fleste Andre maa have havt Leilighed til at lære
samme at kjende, og hermed stemmer ogsaa, hvad Comiteen i øvrigt
har kunnet erfare om en Retsvedtægt, der dog skal være saaledes
at forstaae, at de Professorer, der bor udenfor Frue Kirkes
Sognedistrict, vel ere berettigede til at holde sig til denne
Kirke som deres Sognekirke, men ikke forpligtede hertil, da de
ogsaa
[side 53]
Kunne søge den Kirke i hvis
District de boede.
Kjøbenhavn den 26. Juni 1844
Ærbødigst
Clausen, Hohlenberg,
Larsen
Note: Ved det Ovenanførte om
Universitetspersonalets særegne Sogneforhold synes det ogsaa at
staae i Forbindelse, at Universitetet fra gammel Tid har den
Rettighed, at have en egen Bedemand, jfr. Rescript 21. Febr.
1816, som er berettiget til at fungere ved afdøde Professorers,
Studenters, m.fl. Begravelse, uden Hensyn til, hvor de boe i
Staden.
|